Den københavnske vestegn er lige nu mørkerød på sundhedsmyndighedernes danmarkskort.

Det skyldes, at størstedelen af vestegnskommunerne har oplevet en større smittestigning med covid-19 gennem den seneste uge.

Antallet af smittede er lige nu så højt i de fem kommuner Ishøj, Albertslund, Brøndby, Glostrup og Hvidovre, at sundhedsmyndighederne ville have iværksat en automatisk nedlukning af alle fem kommuner, hvis situationen var opstået for bare et halvt år siden.

Den kritiske grænse for automatisk nedlukning af en kommune var dengang 250 smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere. Men da sundhedsmyndighederne ikke længere anser covid-19 for at være en samfundskritisk sygdom, er grænsen blevet sløjfet.

Det kan de glæde sig over i Ishøj. Her var der torsdag 382 smittede per 100.000 indbyggere, hvilket dækker over 88 reelle smittetilfælde gennem de sidste syv dage. I den periode er 1.942 borgere i Ishøj blevet testet, og 4,5 procent af prøverne er bonnet ud med et positivt resultat.

»Vi er meget opmærksomme på at holde øje med udviklingen, og vi er i tæt og løbende dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed i forhold til håndteringen af smitteudbrud,« siger Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp, til B.T.

Den stigende smitte i Ishøj og på resten af vestegnen er primært forårsaget af, at kommunerne sakker bagud på vaccinationstilslutningen.

I Ishøj, Brøndby og Albertslund er cirka en tredjedel af borgerne fortsat ikke vaccineret mod covid-19, mens det til sammenligning kun er hver fjerde på landsplan.

Set i det lys kommer den aktuelle smittestigning på den københavnske vestegn heller ikke bag på Allan Randrup Thomsen, der er professor i virologi ved Københavns Universitet.

»Man er i høj risiko for at blive smittet, hvis man ikke er vaccineret. Der er ikke nogen restriktioner til at beskytte dig, så hvis du render rundt på nuværende tidspunkt og opfører dig, som om corona ikke er her, så løber du en betydelig risiko,« siger Allan Randrup Thomsen til B.T. i København.

Mange af de nye smittetilfælde i vestegnskommunerne skyldes især yngre borgere, der ikke er vaccineret mod coronavirus, fortæller Allan Randrup Thomsen.

Han er dog ikke nær så bekymret for helbredet blandt yngre, uvaccinerede borgere, der smittes med covid-19, som han er for smitte blandt uvaccinerede borgere i aldersgruppen 40 til 65 år.

Allan Randrup Thomsen er professor i eksperimentel virologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Han opfordrer borgerne på den københavnske vestegn til at blive vaccineret mod covid-19.
Allan Randrup Thomsen er professor i eksperimentel virologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Han opfordrer borgerne på den københavnske vestegn til at blive vaccineret mod covid-19. Foto: Emil Helms
Vis mere

»Der er også mange smittede i den midaldrende befolkningsgruppe, og dem, der er ikke er vaccineret, er som individer i størst risiko for at blive ramt. De skal lade sig vaccinere for deres egen skyld, for ellers kan de i værste fald få alvorlige følgevirkninger eller gå hen og dø af det,« siger Allan Randrup Thomsen til B.T.

Borgmester Ole Bjørstorp har, siden coronapandemien skyllede ind over Danmark, været vant til at opleve lidt af hvert.

I lange perioder har Ishøj været den kommune i landet, der har haft det højeste smittetal, hvilket tidligere har medført stribevis af skærpede restriktioner og tiltag i kommunen.

Den forgangne uge har Ishøj rundet endnu en kedelig corona-milepæl.

Hver sjette borger i kommunen har nu været smittet med coronavirus, viser tal fra Statens Serum Institut.

Helt præcist har der været registreret 3.781 coronatilfælde blandt Ishøjs cirka 23.000 indbyggere, hvilket svarer til 16,4 procent.

Til sammenligning er det 13 procent af indbyggerne i Brøndby og 12,8 procent af indbyggerne Albertslund, der har været smittet.

Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp, siger til B.T., at kommunen samarbejder med blandt andet boligselskaberne, etniske foreninger og andre samarbejdspartnere i forbindelse med smittehåndtering og vaccinationstilslutning.

»Vi ved at det især er blandt børn og unge, at smitten stiger,« siger Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp fra Ishøjlisten, om udfordringerne med stigende coronasmitte.
»Vi ved at det især er blandt børn og unge, at smitten stiger,« siger Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp fra Ishøjlisten, om udfordringerne med stigende coronasmitte. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Derudover er der etableret faste lokale pop-up vaccinationer i Ishøj i samarbejde med Region Hovedstaden for at sikre, at det er nemt for borgerne at blive vaccineret.

»Det går stødt fremad med at få flere af kommunens borgere vaccineret. Vi havde selvfølgelig håbet, at tilslutningen var endnu højere, men vi glædes over at tilslutningen trods alt stiger,« siger Ole Bjørstorp.

Han kan dog forvente, at smitten vil stige yderligere i de kommende uger.

En ekspertgruppe under Statens Serum Institut estimerer, at der i midten af november vil være mellem 600 og 3200 nye coronatilfælde om dagen i Danmark. Derudover vil der være mellem 25 og 110 daglige nyindlæggelser for coronapatienter.

Til sammenligning blev 1247 danskere torsdag testet positive for corona, hvilket er det højeste siden 24. august.

Antallet af Indlagte steg desuden yderligere med seks til 132, mens yderligere to var døde med virussen.

Ekspertgruppen under SSI vurderer dog, at der er større sandsynlighed for, at både smittetal og nyindlæggelser kan ende i den nederste del af spændet.

Virolog Allan Randrup Thomsen tager da også spådommen fra SSI med en vis ro.

»Det er meget svært at komme med en fremadrettet udtalelse om, hvordan det kommer til at blive. Men man kan sige, at hvis vi kommer op på de værst tænkelige tal, kommer vi til et sted, hvor der begynder at komme pres på sygehusvæsenet. Men som ekspertgruppen også vurderer, så er det ikke sandsynligt, vi når derop.«

»Så jeg er ikke voldsomt bekymret, men selvfølgelig skal man følge tallene meget omhyggeligt, og det kan da heller ikke helt udelukkes, at der skal laves nogle tiltag på vestegnen«, siger Allan Randrup Thomsen.