Da forældrene skubber døren op, bliver deres vejrtrækning hurtigere og hurtigere. Moren synker en klump i halsen. Luften i svømmehallen føles nærmest kvælende.

Det var her, deres datter kæmpede for sit liv. Og tabte.

Mandag i sidste uge tog 17-årige Stacy afsted på introtur til Jammerbugt Idrætscenter i Fjerritslev sammen med sine nye klassekammerater i 10. klasse.

Turen var hendes første uden familien, og hun glædede sig helt vildt, fortæller moren, der ankom til Danmark fra Cameroun for tre år siden sammen med Stacy.

»Jeg var ikke bekymret, da hun tog afsted, for jeg troede, at der var voksne til at passe på hende,« siger Stacys mor, Rosalie Ørsted.

Hun bliver stille.

»Jeg har stolet på mennesker, som jeg ikke kender.«

Hun synker endnu en klump, der har samlet sig i halsen.

Jens og Rosalie Ørsted havde brug for at se, hvor deres datter døde. De havde forestillet sig, at bassinet havde været langt større, siger de.
Jens og Rosalie Ørsted havde brug for at se, hvor deres datter døde. De havde forestillet sig, at bassinet havde været langt større, siger de. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Byrd
Vis mere

»Og det var en kæmpe fejl. Jeg står her nu uden min datter, fordi jeg stolede på de voksne.«

Den aften, hvor eleverne fra Egeskolen i Furesø Kommune ankom til idrætscenteret, hoppede cirka 50 af eleverne i vandet i svømmehallen.

Fire lærere og en skoleleder var til stede ved bassinet. Den ene havde livredderuddannelse, og to havde taget kursus i førstehjælp. Men alligevel var det nogle af drengene fra klassen, der fik bjærget Stacy op fra det knap fire meter dybe bassin. Ligesom de påbegyndte den livreddende førstehjælp.

Stacys mor, Rosalie, går langsomt rundt om bassinet, inden hun stopper op ved en stige og tager fat med begge hænder. Hun forsøger at holde sig oppe, mens gråden presser på.

Stacy sammen med sin mor, Rosalie, juleaften.
Stacy sammen med sin mor, Rosalie, juleaften.
Vis mere

Den ene fod foran den anden. Videre rundt om det vand, der tog hendes datter fra hende. Stacy kunne ikke svømme. Det vidste lærerne godt.

»Min lille pige, det var alt for farligt for dig,« hvisker moren på fransk, som var det sprog, hun og datteren talte sammen, da de boede i Cameroun.

Stacys fætter står henne ved vipperne, som han hoppede fra med de andre drenge sidste mandag, mens pigerne legede på det lave vand. Han gik i samme klasse som Stacy og overværede de skæbnesvangre minutter i svømmehallen.

Ifølge fætteren og en anden klassekammerat, der var med til at redde Stacy, og som B.T. har talt med, forsøgte eleverne at få lærerne til at gøre noget tre gange. De sagde til dem, at der lå noget på bunden af bassinet, og at det lignede et menneske.

Stacy var det eneste, der altid kunne gøre Rosalie glad, fortæller hun. Hvem skal nu gøre hende glad?
Stacy var det eneste, der altid kunne gøre Rosalie glad, fortæller hun. Hvem skal nu gøre hende glad? Foto: Sarah Christine Nørgaard/Byrd
Vis mere

Men det skulle lærerne ifølge drengene have slået hen, ligesom en af de voksne havde kigget ned på bunden og konstateret, at det var en dukke, der lå der, og ikke et menneske.

»De sagde, at det var en dukke, der lå på bunden. Det vigtigste i mit liv. De sagde, at hun var en dukke. Hun er den eneste, der altid har gjort mig glad,« græder Rosalie.

Papfaren Jens spørger lederen af Idrætscenter Jammerbugt, Søren Konnerup, der har vist dem rundt på stedet, om de har dukker liggende nogle steder i svømmehallen.

De har kun flydende genstande, fortæller lederen. De må slet ikke have noget, der kan indikere, at der ligger et menneske på bunden.

»Da børnene sagde, at der lå noget i vandet, skulle de voksne have handlet. Hvis de havde gjort det, havde jeg ikke krævet mere. Så ville jeg kunne sige, 'okay, det var et uheld',« siger Rosalie, inden Jens tager over:

»De minutter, der gik, før drengene havde reddet hende op. Hvis nu lærerne havde handlet, kunne minutter være vundet, og selv få sekunder har stor betydning i sådan en situation,« siger han og fastslår, at børn aldrig skal stå med ansvaret for den slags.

Forældrene, der endnu ikke har hørt fra Egeskolen, kræver retfærdighed. Retfærdighed i form af, at skolen skal påtage sig deres ansvar for ulykken. Indtil nu har forældrene kun hørt gennem medierne, at lærerne ifølge Furesø Kommune skulle have handlet korrekt.

Det er forældrene langtfra enige i. Derfor har de nu også allieret sig med en advokat, der inden længe vil gå i gang med at indsamle alt nødvendigt materiale og viden om ulykken. Og så vil de tage den derfa, siger de.

Hvis I kunne sige noget til skolen og lederen lige nu, hvad skulle det så være?

»De skal påtage sig deres ansvar. At vi står her nu. At jeg har mistet min lille pige – det er skolens ansvar,« siger Rosalie Ørsted.

Kommer I til at kunne tilgive skolen?

»Det ved jeg ikke. Jeg er meget sur og ked af det. Det er deres skyld, at jeg har mistet min lille pige. Det var deres ansvar at passe på hende.«

B.T. har ringet til skoleleder på Egeskolen Leif Petersen for at få svar på de spørgsmål, som den efterladte familie sidder tilbage med. Hvordan kunne man tro, at det var en dukke, der lå på bunden? Hvor var lærerne, da børnene både bjærgede Stacy i land og gav hende hjertemassage? Hvorfor har skolen ikke kontaktet forældrene? Og vil de påtage sig et ansvar for drukneulykken?

Leif Petersen fortæller, at han ikke vil tale med B.T., og at det er velfærdsdirektøren i Furesø Kommune, Tine Gram, der udtaler sig på vegne af skolen.

Han siger dog, at han gerne vil sætte sig med forældrene »under ordnede forhold« og svare på deres spørgsmål.