For to uger siden oplevede Rosalie Felicity Memong, moderen til 17-årige Stacy, sit livs mareridt.

Stacy var på introtur med sine klassekammerater til Idrætscenter Jammerbugt i Fjerritslev, hvor hun på tragisk vis druknede i en svømmehal med omkring 50 børn i vandet og fem voksne til stede ved bassinet.

Ambulance og redningshelikopter bragte Stacy til Aalborg Universitetshospital, hvor hendes mor og papfar fik besked om, at der ikke var mere at gøre for Stacy. Hjerte, hjerne og lunger havde taget uoprettelig skade.

Ifølge øjenvidner, som B.T. har talt med, forsøgte nogle af børnene forgæves at råbe de voksne op og gøre dem opmærksom på, at der lå noget på bunden. Men de fik det svar, at der måtte være tale om en dukke. Vigtige sekunder kan her være gået tabt. Ingen af de voksne hoppede i vandet.

Det lykkedes endelig nogle af klassekammeraterne at få Stacy op fra bunden, og på land blev der sat ind med førstehjælp. Men altså for sent.

Ifølge Stacys forældre havde de inden turen underrettet lærerne om, at Stacy ikke kunne svømme.

Forældrene har et klart budskab og formål med at stille op:

»Det her skal ikke kunne ske. Og det skal aldrig ske igen. Der skal være nogle klare retningslinjer om, hvem der har ansvaret for børn i svømmehallen, og ikke bare tilfældige lærere,« siger Jens Ørsted, Stacys papfar.

B.T. har talt med velfærdsdirektør i Furesø Kommune Tine Gram, som efter eget udsagn har aftalt med skolen, at det er hende, der skal føre ordet i den ulykkelige sag.

Hun giver ikke nogen forklaring på, hvordan de mange voksne kunne overse drukneulykken, men henviser til, at politiet har konstateret, at der var tale om en tragisk ulykke.

Adspurgt om elevernes forklaring om, at lærerne ikke tog deres bekymring alvorligt, siger hun blot: »Den udlægning kan vi ikke genkende.« Hvilken udlægning kan kommunen mon så genkende, og hvordan adskiller den sig fra børnenes forklaringer?

Stacys forældre sidder tilbage med en dyb undren over, hvordan det kunne gå så galt, når der var fire lærere og en skoleleder til stede ved bassinet. En endda med livredderuddannelse og to, der kunne førstehjælp.

»Det var en kæmpe fejl. Jeg står her nu uden min datter, fordi jeg stolede på de voksne,« lyder det fra Stacys mor, som mener, at skolen må påtage sig et ansvar.

Hvis oplevelsen hos de øjenvidner, som B.T. har talt med, stemmer overens med virkeligheden, lyder det, som om der er foregået et voldsomt svigt i svømmehallen, selvom det naturligvis ikke kan konstateres endeligt på det foreliggende grundlag.

Hvad der imidlertid kan konstateres, er, at der sker et yderligere svigt af de efterladte forældre, som efter to uger hverken har fået en ordentlig forklaring fra kommunen eller overhovedet hørt fra skolen.

Skolelederen på Egeskolen, Leif Petersen, henviser blot til kommunen.

Han tilkendegiver dog, at han er rede til at sætte sig med forældrene »under ordnede forhold«, hvad det så end er, og svare på deres spørgsmål.

Uanset om der er sket et svigt med efterfølgende flugt fra ansvar eller ej, er det da også det eneste anstændige at gøre.

Den respekt bør de efterladte forældre som et absolut minimum vises.