»Det er vores mission at bidrage til samfundet gennem en kontinuerlig udvikling af fremragende løsninger til transport på skinner.«

Beskedenhed er ikke just noget, man finder på firmahjemmesiden for det japanske multinationale konglomerat Hitachi.

Hvis ikke du kender Hitachi, så har du sandsynligvis bandet og svovlet over firmaet uden overhovedet at være klar over det.

Det var der i hvert fald mange københavnere, der gjorde fredag 3. december.

Her gik metroens Cityringen i stå midt på eftermiddagen, da myldretiden var på sit højeste.

Mange folk var på vej hjem fra arbejde og andre måske på vej ud i bylivet, da Metroselskabet meddelte, at alle tog på M3 og M4 holdt stille, og at selskabet intet tidsestimat havde for, hvornår togene kørte igen.

Det efterlod københavnerne i et kaos på stationerne. Iført deres varme og fugtige mundbind.

Passagererne endte med at vente i cirka halvanden time, før togene på Cityringen kom i drift omkring klokken 17.15.

Metroselskabet oplyste, at nedbruddet skyldtes »tekniske problemer«. Men selskabet specificerede ikke, hvad den formulering dækkede over.

Nu viser det sig så, at det store metronedbrud var forårsaget af Hitachi.

Det japanske firma har i snart 20 år været fast systemleverandør på det københavnske metrosystem, siden den første metro åbnede i efteråret 2002.

Men fredag 3. december kørte det angiveligt helt af sporet for den ellers så erfarne systemleverandør.

Ifølge et notat fra Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune blev metronedbruddet forårsaget af en softwarefejl begået af Hitachi.

Hitachi havde i starten af uge 48 udført en opgradering af Cityringens førerløse system for en »yderligere forbedring af driften«, fremgår det af notatet, der er udarbejdet som svar på et spørgsmål fra Dansk Folkeparti.

»På trods af grundige forudgående test opstod der desværre en softwarefejl, som bevirkede nedbruddet 3. december 2021,« skriver Økonomiforvaltningen på baggrund af et svar, forvaltningen har indhentet fra Metroselskabet.

Spørgsmålet er stillet af Dansk Folkepartis gruppeformand på Københavns Rådhus, Finn Rudaizky. Han har blandt andet spurgt, om forvaltningen kan sikre, at noget lignende ikke sker igen.

Ifølge svaret er der angiveligt tale om en enlig svale, som ikke forventes at gentage i fremtiden.

Softwarefejlen er ikke sikkerhedsrelateret og bliver rettet i systemet i uge 49.

Herefter forventes sådan et nedbrud ikke at kunne opstå igen, lyder det i svaret.

Som følge af nedbruddet på Cityringen trådte den såkaldte rejsegaranti i kraft.

Ifølge reglerne for rejsegarantien er man i forbindelse med nedbrud på metroen berettiget til at få refunderet et beløb på op til 300 kroner brugt til alternativ transport. Det kan være taxa, elløbehjul, delebil eller andet.

Det er et krav, at både afgangs- og ankomststation skal være ramt af driftsstoppet. Desuden skal man begynde og afslutte den alternative rejse i en radius af 250 meter fra hver af de to stationer. Dette skal fremgå af kvitteringen.

Ifølge Metroselskabets hjemmeside rejste 3,8 millioner passager med Cityringen i oktober, som er den seneste måned, hvor passagertallet er opgjort.