»Det er ligesom at skulle forsøge at vinde i lotto det her«.

Sådan lyder det fra Niels Andersen, der er indehaver af Tip Top Trafik i København, da B.T. Odense beder ham beskrive situationen med mangel på teori- og køreprøver.

»Vi sender en del elever til Odense, men også Ribe, Aalborg og Bornholm – Det er jo fuldstændig vanvittigt«.

Folk venter og venter nemlig på teori- og kørerprøver – især i København.

Ifølge Niels Andersen er situationen så kaotisk, at der er flere københavnske køreskolelærere, der har sagt op, fordi det er så svært at få deres elever til teori- og køreprøver i københavnsområdet.

»Det er ikke til at holde ud,« siger han.

Det er ikke andet end et par uger siden, at han havde elever i Odense for at gå til teoriprøve.

Og for et par dagen siden havde han to elever til køreprøve i Aalborg.

»Det er jo en dyr omgang for kunden – det er jo en hel dags arbejde at køre frem og tilbage«.

Siden april, hvor køreskolerne genåbnede efter coronanedlukningen, vurderer Niels Andersen, at 50 til 60 af hans elever fra København har haft teoriprøver i Odense.

Han anerkender, at det i stor grad er københavnerne, der er skyld i, at kørelærere i Odense nu også har svært ved at få tider til deres elever, som B.T. beskrev forleden.

»Men hvad skal vi gøre?,« spørger han.

»Det er fuldstændigt umuligt at få tider til teori- og køreprøver i København, og vi har nogle elever, der skal op«.

Overfor B.T. har køreskolelærere fra hele landet berettet om, at de er nødt til at køre lange ture for at få deres elever op til køreprøver..

Flere køreskolelærere fra Nordsjælland kan således fortælle, at de har haft elever til teoriprøver i blandt andet Skive og Grindsted.

Der er også eksempler på, at jyske køreskolelærere sender deres elever på tværs af landet for, at de kan få deres teori- og køreprøve.

Niels Andersen håber, at Færdselsstyrelsen kan rette op på situationen i København, så den ikke længere skal påvirke resten af Danmark.

Færdselsstyrelsen overtog fredag 1. oktober formelt ansvaret for køre- og teoriprøver fra politiet. Dog har styrelsen i praksis udbudt tider inden.

»Vi har aldrig haft det bedste samarbejde med politiet, men min oplevelse er, at Færdselsstyrelsen rækker hånden ud, og derfor er vi positive,« siger køreskoleindehaveren dog og tilføjer:

»Vi håber jo, at det bliver bedre, men indtil videre er det altså tværtimod blevet værre«.