Sagen om den konservative borgmester Gert Jørgensens hemmelige repræsentationskonto fortsætter.
Nu har et flertal i Sorøs byråd bedt Ankestyrelsen om at undersøge borgmesterens habilitet i forbindelse med en række tilskud – herunder en række pengegaver til partifællen Peter Nygaard (K).
B.T. har afdækket, at Gert Jørgensen fra 2016 til 2019 donerede 17.180 kroner til partifællens fester med fri bar i en lokal brandmandsforening, hvor borgmesteren og hans kone selv deltog.
I juli 2024 kunne B.T. så beskrive, hvordan Gert Jørgensen og Peter Nygaard også plejer privat omgang med hinanden.
Billeder fra sociale medier dokumenterer blandt andet, hvordan Gert Jørgensen spiser middag i Thailand med Peter Nygaard, og hvordan Gert Jørgensen er på sommerhusbesøg hos Peter Nygaard i Sverige.
Bag klagen til Ankestyrelsen står Nye Borgerlige, SF, De Radikale, Enhedslisten og Socialdemokratiet.
»For mig er det helt uforståeligt, at borgmesteren ikke selv kan se, at det er et kæmpe problem og helt uacceptabelt, at han egenrådigt har bevilget penge til venner og bekendte. Uanset hvad hensigten har været, så er det en dum situation borgmesteren har placeret sig selv i,« siger Nye Borgerliges Susanne Borggaard.
Se hvad der skete, da B.T. mødte Gert Jørgensen foran rådhuset i Sorø:
Dermed er sagen om borgmesterens særlige repræsentationskonto ikke slut. B.T. har siden maj 2023 afdækket, hvordan bykongen fra 2014 og frem til 2022 brugte en særlig borgmesterkonto til at dele 142.000 kroner ud i form af blandt andet koncertbilletter til kommunens topfolk og kontante tilskud til en lokal bilforhandler.
Både kontoen og de enkelte tilskud har siden vist sig at være ulovlige. Kontoen er nu lukket ned, og i juli 2024 frikendte kommunen på baggrund af en revisonsrapport fra BDO borgmesteren for at have et personligt ansvar i sagen. Men BDO såede i flere tilfælde også tvivl om borgmesterens habilitet.
Og habiliteten skal derfor undersøges af Ankestyrelsen, mener det politiske flertal.
Udover tilskuddene til Peter Nygaards brandmandsfester er der også et tilskud på 5000 kroner til en forening, hvor borgmesteren selv sidder som kasserer.
Partierne mener også, at det er relevant at undersøge, om borgmesteren var medlem af Rotary, da han købte koncertbilletter for i alt 33.189 kroner af foreningen.
Linda Nielsen, der er medlem af byrådet for SF, fortæller, at kommunen og borgmesteren er sluppet for let i forhold til habilitetsspørgsmålet.
»Det er derfor, vi nu beder Ankestyrelsen om at undersøge det. Borgmesteren har et særligt ansvar, fordi han selv skal oplyse til forvaltningen, hvis der er en habilitetskonflikt,« siger hun.
To eksperter har tidligere vurderet, at Gert Jørgensen har et habilitetsproblem i forhold til tilskuddene til Peter Nygaards brandmandsfester.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Gert Jørgensen. Kommunen har dog tidligere henvist til den redegørelse, der er lavet til Ankestyrelsen i sagen. Her står der:
»Administrationen vurderer ikke, at alene det forhold, at man er partifælle og/eller sidder i den samme kommunalbestyrelse og således har et tæt professionelt samarbejde indebærer, at man er udelukket fra at deltage i behandlingen af sager, som involverer partifællen som følge af inhabilitet. Administrationen er naturligvis løbende opmærksomme på eventuelle interessekonflikter, når der er anledning hertil«.