En hidtil fortrolig rapport afslører nu, hvorfor de to øverste direktører i Københavns Teknik- og Miljøforvaltning for nylig blev fyret.

Forvaltningen har givet forkerte oplysninger samt tilbageholdt vigtige oplysninger til borgmesteren og det politiske udvalg i en sag, hvor københavnerne er blevet flået af gebyrer.

'Vi har konstateret, at de oplysninger, som TMF har givet Teknik- og Miljøudvalget og borgmesteren om fortovsordningen, i flere tilfælde ikke har været retvisende eller fyldestgørende,' skriver advokatfirmaet Bech-Bruun i rapporten.

Som B.T. i juni 2018 kunne afsløre, er boligejere blevet opkrævet op mod ti gange for meget for, at kommunen holder fortovene rene.

Nu har advokatfirmaet Bech-Bruun gennemgået hele forløbet og konkluderer, at embedsværket løbende har givet forkerte oplysninger til politikerne om sagen.

Desuden er udvalget og borgmesteren heller ikke blevet orienteret om, at opkrævningerne under fortovsordningen var ulovlige, står der i rapporten.

Hele skandalen begyndte med, at en anonym whistleblower meddelte, at kommunen med fortovsordningen 'stjæler borgernes penge'.

Et afsnit i rapporten om de enkelte embedsmænds ansvar er streget over. Men forvaltningens administrerende direktør Pernille Andersen og direktør Torben Gleesborg er begge for nylig blevet fyret.

Pernille Andersen og direktør Torben Gleesborg har fået henholdsvis 2,6 og 1,7 millioner kroner i gyldent håndtryk.
Pernille Andersen og direktør Torben Gleesborg har fået henholdsvis 2,6 og 1,7 millioner kroner i gyldent håndtryk. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

En anden konsekvens har været, at 89 kommunale medarbejdere pludselig skulle fyres. Det skyldes, at ordningen i stedet er blevet udliciteret til en af de private aktører, der kunne gøre det meget billigere.

Andelsboligforeningen Sdr. Boulevard på Vesterbro i København er en blandt 4.190 grundejere, som i mere end to år er blevet overfaktureret af Københavns Kommune for renhold af fortovene, og som forgæves har forsøgt at komme ud af ordningen.

Foreningen er tvunget til at betale 90.000 kroner om året. Foreningens næstformand Aksel Graversen har tidligere fortalt, at kommunens arbejde består i, at en kommunal medarbejder et par gange om måneden kommer forbi og samler lidt papir op.

68-årige Aksel Graversen er næstformand i andelsboligforeningen Sdr. Boulevard, der årligt har betalt Københavns Kommune 90.000 kroner for at rengøre fortovene.
68-årige Aksel Graversen er næstformand i andelsboligforeningen Sdr. Boulevard, der årligt har betalt Københavns Kommune 90.000 kroner for at rengøre fortovene.
Vis mere

»Og tit har vi skullet ringe til kommunen for at få dem ud, fordi fortovene har set forfærdelige ud,« sagde han.

I stedet for den fyrede direktør Pernille Andersen er Michel Schilling blevet konstitueret direktør. Han vil rette op på forvaltningen, meddeler han i en pressemeddelelse.

'Vi har allerede for et år siden fået en meget klar tilkendegivelse fra teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) om, at hun ikke vil acceptere, at viden tilbageholdes eller undertrykkes, selvom det eksempelvis giver økonomiske udfordringer,' skriver han og fortsætter:

'Teknik- og Miljøudvalget skal have et retvisende og fuldstændigt billede af de udfordringer, udvalget forventes at håndtere. Rapporten fra Bech Bruun understreger vigtigheden af, at vi får et øget fokus herpå.'