En lang række grundejere i København føler sig snydt af Københavns Kommune i forbindelse med renoveringen af to private fællesveje, hvor kommunen har stået for at lægge ny asfalt og renovere fortov.

Samlet har beboerne på vejene Lemnosvej og Kretavej betalt 5,3 millioner kroner for, at kommunen har saneret to villaveje, og regningen har chokeret områdets beboere. En enkelt husejer har fået en regning på 256.000 kroner, fortæller Andre Nesgaard, der bor på Lemnosvej.

»Vi er blevet overfaktureret og snydt af kommunen. Det burde kunne laves for tre millioner kroner eller under,« siger Andre Nesgaard, der har fået en regning på mere end 150.000 kroner for sin del af kommunens sanering af vejen. Han har dog nægtet at betale.

»Da jeg får regningen, bliver jeg chokeret og tænker, at det er en fejl. Og da jeg undersøger sagen, finder jeg også ud af, at der er en masse snyd og humbug i systemet,« siger Andre Nesgaard.

Andre Nesgaard bor i hus på Lemnosvej i København. Han og en række grundejere er stærkt utilfredse med en regning på 5,3 millioner kroner, de har fået af Københavns Kommune i forbindelse med en istandsættelse af vejen.
Andre Nesgaard bor i hus på Lemnosvej i København. Han og en række grundejere er stærkt utilfredse med en regning på 5,3 millioner kroner, de har fået af Københavns Kommune i forbindelse med en istandsættelse af vejen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Derfor har han sammen med 18 andre grundejere stævnet kommunen for op til 2,4 millioner kroner, som de mener, at kommunen bør hoste op med som kompensation for 'ulovlig overfakturering'.

Sagen kommer kort tid efter, at den sygemeldte borgmester for Teknik - og Miljøforvaltningen, Ninna Hedeager Olsen, har fyret de to topdirektører Pernille Andersen og Torben Gleesborg i kølvandet på den såkaldte fortovssag, hvor en række ejer- og andelsforeninger har betalt overpriser for kommunens renhold af fortovene. Derfor skal kommunen nu betale 17,5 millioner kroner i erstatning på grund af overfakturering.

Grundejernes krav til Teknik- og Miljøforvaltningen skyldes blandt andet, at regningen, grundejerne var blevet stillet i udsigt af kommunen, ifølge dokumenter var på blot tre millioner kroner. Og grundejerne mener endda, at det kunne være gjort endnu billigere.

Men udgifterne stak af – blandt andet fordi entreprenøren så sig nødsaget til at deponere en masse jord, som kommunen ifølge grundejerne ellers kunne have genbrugt, da der ikke er tale om forurenet jord. Beboerne har betalt 406.725 kroner for at få jorden kørt væk. I det oprindelige tilbud fra Colas fremgår det iøvrigt også, at prisen er 'inklusive bortskaffelse'. Forvaltningen mener, at jorden skulle køres væk, fordi den indeholder asfaltrester.

Desuden har kommunen taget sig betalt med ni procent i såkaldt administrationsgebyr og har derfor sendt en ekstraregning på 412.307 kroner.

Administrationsgebyret tager kommunen for at holde tilsyn med entreprenørernes arbejde. Hvad kommunens folk har lavet for de mange penge, aner grundejerne ikke:

»Vi har bedt om, at kommunen sender en opgørelse over antallet af timer, som der er brugt på at føre tilsyn. Men det har kommunen ikke været i stand til at redegøre for,« siger Andre Nesgaard.

Andre Nesgaard bor i hus på Lemnosvej. Han og en række grundejere er stærk utilfredse med en regning på 5,3 millioner kroner, de har fået af Københavns Kommune i forbindelse med en istandsættelse af vejen.
Andre Nesgaard bor i hus på Lemnosvej. Han og en række grundejere er stærk utilfredse med en regning på 5,3 millioner kroner, de har fået af Københavns Kommune i forbindelse med en istandsættelse af vejen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Derudover viste en revision i januar 2017, at 'entreprenøren havde overset udgifter til leje af markeringsmateriel for ca. 100.000 kroner og udgifter til asfaltramper i indkørsler for ca. 115.000 kroner'. Derfor blev den oprindelige regning på fem millioner kroner opskrevet med 366.144 kroner.

»Kommunen har flået os med åbne øjne,« siger Andre Nesgaard, der ud over de høje regninger er chokeret over kommunens reaktion på beboernes henvendelse:

»Der har ingen lydhørhed været fra kommunens siden. Holdningen har været, at vi bare skulle betale,« siger Andre Nesgaard.

Han fortæller blandt andet, at kommunen har forsøgt at få lukket sagen med henvisning til, at den mente, at sagen var forældet, hvilket viste sig ikke at være tilfældet.

Husejernes advokat, Albert Juul Digens, siger om sagen:

»Min opfattelse er, at der er begået fejl i kommunens sagsbehandling. Sagen her viser også, at selvom borgerne formelt set altid har en klagemulighed, så er det vanskeligt at sætte sig op imod systemet. Det kan ikke være meningen, at man som borger nærmest skal have en advokat på deltid, hvis man vil sikre sig, at kommunen handler korrekt.«

Københavns Kommune afviser, at der er foregået overfakturering, men kalder sagen ærgerlig:

'Det er ærgerligt og tyder på, at der er nogle ting, vi ikke har forklaret eller beskrevet godt nok. I denne her sag viste det sig, at det var nødvendigt at hæve kørebanen, hvorfor fortov og kantsten også skulle genoprettes. Det gjorde arbejdet dyrere end i det første overslag fra entreprenøren. Det er desværre et vilkår ved vejarbejder, for ingen ved, hvordan vejene ser ud under asfalten,' skriver konstitueret vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen Rikke Sønderriis i en e-mail. Hun fortsætter:

'Af samme grund er det vanskeligt på forhånd at beregne mængden af jord, der skal køres væk. Vores gennemgang af arbejdet og opmålinger har vist, at de mængder jord, der er kørt væk, svarer til de mængder jord, som er gravet op. Administrationsgebyret er opkrævet ifølge loven, og vi har redegjort for udgifterne, idet grundejerne har fået en oversigt over, hvilke administrative udgifter der har været forbundet med arbejdet.'

Entreprenøren Colas har ikke yderligere kommentarer til sagen og henviser til Københavns Kommune.