Glæder du dig til at være samlet i familiens skød til julegaver, flæskesteg og dansen om det pyntede træ på fredag?

Så skal du krydse fingre for, at en af de følgende to ting ikke sker:

  • Du bliver testet positiv for covid-19

  • Du er nærkontakt til en omikron-smittet

Det vil nemlig med al sandsynlighed betyde, at du skal være isoleret juleaftensdag.

Regnestykket ser nemlig således ud:

Som smittet:

Hvis du bliver smittet i dag, vil du højst sandsynligt finde ud af det med en positiv coronatest en af de kommende dag, og så afhænger længden på din isolation af, hvorvidt du har symptomer eller ej.

Har du symptomer, kan du ophæve din isolation, når disse symptomer har været forsvundet i 48 timer. I et tænkt eksempel, hvor du bliver smittet i dag og får symptomer på mandag, skal disse symptomer altså allerede forsvinde onsdag klokken 18, hvis du 48 timer senere forsvarligt skal kunne deltage i julemiddagen.

Er du i stedet en af dem, der får covid-19 uden symptomer, skal du være isoleret i syv dage, og så mister du med sikkerhed juleaften.

Julegaver under juletræ i Aalborg
Julegaver under juletræ i Aalborg Henning Bagger

Som nærkontakt til en omikron-smittet:

Befinder du dig i dag tæt på en, der er smittet, vil du en af de kommende dage få beskeden om, at du er nærkontakt til en omikron-smittet.

Det betyder, at du skal isolere dig og pcr-testes på dag 1, 4 og 6, efter du sidst var i nær kontakt med den smittede person. Hvis de alle tre er negative, kan du bryde isolationen.

Med andre ord betyder det altså, at du ikke vil kunne nå at komme ud af din isolation, før juleaftensdag kommer.

Er du netop blevet smittet med covid-19 og kan se ind i en jul i isolation? Så vil B.T. meget gerne tale med dig. Skriv på sebj@bt.dk.

Som nærkontakt til en ikke-omikron-smittet:

Selvom det er omikron, der lige nu spreder sig med hastige skridt i Danmark, så kan du altså sagtens være nærkontakt til en coronapositiv, der har deltavarianten.

I det tilfælde er isolationskravet anderledes, for der skal du stadig have pcr-test på 4. og 6. dagen efter sidste kontakt med den smittede person, men så længe du ingen symptomer har, kan du bevæge dig frit rundt i samfundet.

Skulle du modsat opleve symptomer, skal du straks isolere dig.

Alt det ovenstående er dog kun tilfældet, hvis du er vaccineret. Er du uvaccineret skal du isolere dig indtil de to tests er negative, uanset om det er omikron- eller deltasmitte.