En dejlig torsdag!

Det lyder som titlen på en Steinbeck-klassiker eller et legendarisk album af Steffen Brandt og TV 2.

Denne torsdag bliver det dog også overskriften på dagens vejr.

»Det ser rigtig fint ud. Vi får en flot dag med relativt mildt vejr.«

Sådan lyder den opløftende besked fra vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Erik Hansen, torsdag morgen.

Og så kort kan det faktisk siges.

Han uddyber dog lidt med at forklare, at dagen begynder skyet og diset i den sydlige del af landet, men at opklaringen efterhånden når hele landet.

»Vi får en del sol alle steder. Det bliver super flot, hvis man altså er til den slags milde decembervejr,« tilføjer han.

Temperaturerne bliver som antydet i den milde ende med syv til ti grader, og vinden bliver svag til jævn fra vest.

De fire største byer
På dette sted kaster vi normalt et blik på vejrvariationerne i København, Odense, Aalborg og Aarhus, men Erik Hansen understreger, at der ikke bliver tale om de store forskelle.

»Der er egentlig ikke de store forskelle i dag. Odense får måske lidt mere skyet vejr tidligt fra morgenstunden, men eller bliver det bare det samme: Sol til alle.«

Og selv om han ikke kan love, at det flotte solrige vejr fortsætter ugen ud, er der dog tegn i prognoserne på, at både fredag, lørdag og søndag bliver med »gode chancer for sol« og »pæne temperaturer.«

Til gengæld tegner den kommende uge »væsentlig køligere.« Det har så den fordel, at det giver bedre betingelser for sne hen mod juleaften.

»Det er bestemt ikke utænkeligt, at der kan komme sne i næste uge, men det bliver ikke landsdækkende hvid jul,« siger Erik Hansen.