Der er fortsat gang i vulkanen, som forleden gik i udbrud, på den spanske ø La Palma.

For selvom vulkanen brød ud for snart ti dage siden, flyder der stadigvæk en enorm mængde lava ud, som allerede har ødelagt hundredvis af bygninger og medvirket til, at flere flyafgange er aflyst.

Faktisk er situationen nu så alvorlig, at lavafloden på nuværende tidspunkt har taget fart mod havet, og det er netop blevet vurderet, at lavaen er omkring 800 meter fra kystlinjen.

Det skriver Sky News.

Udbruddet har derfor også fået Udenrigsministeriets Borgerservice til at slå alarm og sende en advarsel ud.

I et opslag på Twitter advarer de nemlig danskerne om, at vulkanen stadigvæk er i udbrud, og derfor skal man følge de lokale myndigheders anbefalinger.

Udenrigsministeriets Borgerservice opfordrer desuden til, at man kontakter sit hotel eller rejsebureau, hvis man har brug for akut hjælp.

Hvis lavastrømmen rammer havet, vil det nemlig skabe et 'termisk chok', og det betyder, at der vil blive frigivet en giftig damp i atmosfæren.

Dampen kan medvirke til, at det både kan være besværligt og farligt at trække vejret, og den kan desuden irritere øjne og hud.

Som følge af udbruddet er flere beboere, som bor langs kysten, derfor også blevet advaret om at blive inden døre.

Vulkanen har indtil nu spyttet mere end 46 millioner kubikmeter lava ud.
Vulkanen har indtil nu spyttet mere end 46 millioner kubikmeter lava ud. NACHO DOCE

Becky Cotterill, som er korrespondent for Sky News, har netop befundet sig i området ved vulkanudbruddet og ifølge hende skulle lavaudbruddet angiveligt være flere hundrede meter højt.

»En af de ting, vi har bemærket i den sidste time, da solen er stået op, er, hvor meget tyk, sort røg der kommer ud af toppen af ​​vulkanen,« fortæller hun til Sky News.

Hun fortæller desuden, at den store bekymring i øjeblikket lyder på, at folk er nervøse for, at laven rammer havet inden længe. Ifølge Becky Cotterill er der nemlig en meget stejl skråning fra toppen af vulkanen og ned til kysten.

tip os
Befinder du dig i nærheden af vulkanudbruddet? Så tip B.T. herunder.

Ifølge Canary Island Volcanology Institute har vulkanen indtil videre spyttet mere end 46 millioner kubikmeter lava ud, og videnskabsfolk kan endnu ikke vurdere, hvor længe vulkanudbruddet fortsætter.

Der er dog ikke rapporteret om nogle dødsfald eller alvorlige kvæstelser.