»Der findes andre sygdomme end covid-19, som næsten kostede vores dreng livet.«
Konstateringen kommer fra Carina. Hun er mor til Alfred på fire år, der var tæt på at miste livet, fordi han ikke fik den fornødne hjælp. Og det skyldes, at systemet kun fokuserer på coronapandemien.
Det mener 43-årige Carina Kongstrøm fra Kolding i hvert fald. Og hun har sine grunde.
Vi spoler tiden to uger tilbage. Helt præcist til 14. december om morgenen, hvor Alfred mister bevidstheden og falder om.
»Jeg bliver helt vildt bange og drøner op til børnemodtagelsen på sygehuset. Og i bilen på vej derhen råber og skriger jeg ad Alfred, fordi jeg vil holde ham vågen,« husker Carina.
Men det kom ikke helt ud af det blå, at Alfred faldt om. Ugerne forinden havde han haft vejrtrækningsproblemer.
»Så vi fik ham testet ved vagtlægen. De kiggede på hans brystkasse og lavede en henvisning til en pcr-test,« fortæller Carina.
Og corona var det ikke. Familien kontaktede derfor lægen igen, og denne gang fik Alfred målt sit infektionstal.
»Lægen sagde 'han har en lille infektion, så bare tag hjem igen', til trods for at Alfred sad i venteværelset og var bleg og hev efter vejret.«
Samme aften kontaktede Carina igen lægen. Denne gang blev de, ifølge hende, spist af med 'dehydrering'.
De får en dehydreringsplan med hjem og indgår en aftale med Sygehus Lillebælt om en »åben indlæggelse«, som betyder, at familie kan henvende sig direkte de næste to døgn.
Men efter tre besøg hos forskellige læger mister fireårige Alfred, som tidligere beskrevet, bevidstheden 14. december.
Og efter køreturen, hvor Carina gjorde alt, hvad hun kunne for at bevare en kontakt til sin søn, blev han indlagt akut.
Alfred havde et ketontal, et affaldsstof, som kroppen producerer ved højt blodsukker, der ikke kunne måles. Han havde fået en alvorlig syreforgiftning, og Sygehus Lillebælt giver ham diagnosen diabetes type 1.
»Jeg undrer mig over, at man valgte at sende ham hjem med en dehydreringsplan. At man ikke beholdt ham natten over, når han var så skidt,« siger Carina og får fremstammet:
»Han var så dehydreret, at vi ikke vidste, om han ville klare den. Og han var helt nede og veje 15 kilo,« siger hun.
Alfred var skrumpet så meget ind, at lægerne ikke kunne finde en blodåre på ham. Og hans krop havde lavet en syreforgiftning, som betyder, at fedtet bliver 'brændt af' og angriber hjernen.
I hans journal, som B.T. har fået adgang til, står der »svær ketoacidose«, som er en livstruende tilstand opstået på grund af absolut eller relativ mangel på insulin.
Men heldigvis nåede lægerne at handle, lige inden det havde været for sent. Og efter Alfred fik stillet diagnosen diabetes type 1, blev han sendt videre til Odense Universitetshospital, hvor han hurtigst muligt kunne få den uomgængelige hjælp.
»Det kunne være gået helt galt. Hvis Alfred ikke havde fået hjælp der, så var han død,« fortæller Carina.
Hun er stadig i chok over, hvor tæt hun var på at miste sin søn. Specielt, fordi det hele kunne være undgået, hvis han havde fået den fornødne hjælp.
»Vi har oplevet et sygehusvæsen, der er maksimalt presset. De fejlvurderede, og hvis de havde beholdt Alfred og undersøgt ham, så havde vi fået et helt andet forløb,« siger hun og fortsætter:
»Der er så meget fokus på corona. Og det er også alvorligt. Men der findes også andre sygdomme, der skal tages alvorligt. Og vi blev ikke taget alvorligt eller lyttet til. Vi blev bare spist af med en coronatest, en infektion og så dehydrering.«
Og det er præcis derfor, at Carina har valgt at stå frem og fortælle sin historie. Hun vil minde om, at der findes andre sygdomme end covid-19:
»Vi er heldige, at vi stadig har Alfred. Men måske andre ikke er lige så heldige. Og det er ubærligt.«
Hun er stadig i sine følelsers vold og »slet ikke landet«, som hun siger.
Familien kæmper for at hjælpe Alfred bedst muligt i et nyt liv med diabetes – en kronisk sygdom, hvor alt fra insulinpumpe, blodsukker, mad og kulhydrater skal struktureres.
»Det er umuligt at sætte ord på, hvor frygteligt det er. Men jeg tænker mest på, at vi kunne have haft et helt andet forløb, hvor Alfred stille og roligt kunne køres ind i 'sit nye liv' i stedet for at komme helt derud, hvor det var så tæt på at gå galt,« afslutter Carina.
B.T. har været i dialog med Thomas Houmann Petersen, som er ledende overlæge på Sygehus Lillebælt.
Han forklarer, hvorfor man valgte at sende Alfred hjem med en hydreringsplan og åben indlæggelse:
»Alfred kvikkede op, efter at han fik noget at drikke og spiste en is. Derfor aftalte vi med familien at sende ham hjem med en fortsat væskebehandling og en åben indlæggelse, så de kunne henvende sig direkte de næste to døgn,« siger overlægen og fortsætter:
»Og næste morgen viser det sig så, at Alfred har det markant dårligere. Og så stiller vi diagnosen diabetes type 1 og vurderer, at han har behov for et forløb på intensivafdelingen for at blive overvåget og komme godt igennem forløbet. Derfor bliver han flyttet til OUH, som er dem, der varetager den behandling hos børn.«
Thomas Houmann Petersen køber desuden heller ikke præmissen om, at covid-19 skulle komme i vejen for andre sygdomme.
»Der er ingen tvivl om, at der i samfundet er fokus på corona – og hos os har vi fået en daglig producere med eksempelvis at teste. Men vores læger er lige så opmærksomme på andre sygdomme, som de plejer at være. Kendsgerningen er jo, at det er et yderst begrænset antal børn, som bliver svært syge af corona, så de skal indlægges,« siger han til B.T.
