22-årige Marthine Jensen har type 1-diabetes og skal hver dag holde øje med sit blodsukker og vurdere, om hun kan tage i fitness, gå til fest eller andre ting, der er en naturlig del af ungdomslivet.

Og af ukendte årsager er der flere og flere unge, der får sygdommen. Faktisk rammes dobbelt så mange af type 1 årligt i dag sammenlignet med for 20 år siden.

»Det første, jeg gør, når jeg vågner, er at kigge på min pumpe og tjekke mit blodsukker. Det gør jeg nok i hvert fald minimum 15 gange på en dag, men mange af gangene ubevidst. Og så er der kulhydrater, der skal tælles, fysisk aktivitet, der skal tænkes ind i forhold til mængden af insulin.«

Det fortæller Marthine Jensen fra Roskilde, der kun var fem år, da hun fik konstateret diabetes type 1. Sygdommen har derfor været hendes faste følgesvend i 17 år nu og vil være det resten af livet.

Og det kan virke helt uoverskueligt, når Marthine fortæller, hvordan forskelligt udstyr hjælper hende med at have kontrol over blodsukker, insulin og mængden af kulhydrater – og dermed muligheden for at leve et nogenlunde 'normalt' liv.

»Jeg har siddet mange gange med mine forældre og tudet og spurgt, hvorfor det skulle ramme mig. Jeg så sygdommen som min fjende, der havde kontrollen over mig, og det hele virkede uoverskueligt,« siger Marthine.

Især teenageårene husker hun som noget »fucking lort«.

»Det var de værste år. Når man har diabetes, er der aldrig to dage, der er ens, fordi ens krop reagerer på forskellige måder – men det er ekstremt i teenageårene, hvor der er mange hormoner i spil. Den ene dag skal man have halvt så meget insulin, og den anden dobbelt så meget,« siger Marthine.

Hun tog ikke sygdommen alvorligt, fordi hun forsøgte at ignorere den og bare være som de andre klassekammerater uden en diagnose.

Men så fik Marthine en øjenåbner.

Pludselig fik hendes søster nemlig også konstateret diabetes type 1. Og Marthines råd til hende klingede en smule hult, hvis hun ikke også selv fulgte dem.

»Det gik op for mig, at jeg skulle tage mig sammen. Jeg tog derfor et aktivt valgt om at acceptere sygdommen og gøre den til min følgesvend frem for fjende,« husker hun.

Og mens Marthine fortæller, lyder der et 'bip' fra hendes pumpe – den, hun beskriver som sin 'udvendige bugspytkirtel'. Bippet betyder, at hendes blodsukker er en smule højt – formentlig efter morgenmaden.

»Det er pinligt, når den gør det i skolen. Jeg kan ikke lide opmærksomheden,« siger hun.

Og skolen er ikke det eneste, der kan være en udfordring, når man har diabetes.

»Jeg har stadig ikke knækket koden til at træne uden at få et dyk i blodsukkeret. Motion påvirker, hvor hurtigt man optager insulinet i kroppen, men også, hvor kraftigt insulinen virker. Alt afhængigt af, hvad jeg skal træne, reagerer jeg også på forskellige måder,« fortæller Marthine.

Og så er der festerne, som typisk indbyder til alkohol.

»Jeg har altid fået at vide, jeg skal spise inden sengetid, hvis jeg har drukket alkohol, fordi den får blodsukkeret til at falde. Skrækhistorierne går jo på, at man i værste tilfælde kan dø af insulinchok grundet alkohol, fordi sukkerdepoterne er tømte. Derfor sover jeg aldrig alene, hvis jeg har drukket.«

Så selvom Marthine har vendt sit mindset, så det er hende, der har kontrollen over sygdommen og ikke omvendt, skal hun hele tiden tage sine forholdsregler, uanset hvad hun foretager sig.

Men hun har fundet ud af, at alting er meget nemmere, hvis hun taler åbent om det. På den måde er hun også med til at nedbryde de fordomme om diabetes, hun møder på sin vej.

»Ej, det havde min mormors fætter, og han døde af det. Fik du for meget sukker, da du var lille? Må du ikke få sukker nu? Hvad må du egentlig spise? Det er nogle af de fordomme, jeg oftest hører,« fortæller Marthine.

Selvfølgelig ville hun helst have levet uden sin faste følgesvend, diabetes. Men når det ikke kan være anderledes, er hun taknemmelig for det fællesskab, hun har fået gennem Diabetesforeningen, hvor hun er frivillig.

Og netop Diabetesforeningen forsker i, hvorfor antallet af unge, der rammes af type 1-diabetes, er blevet fordoblet på 20 år.

»Der er en række forskellige teorier, men endnu ikke en afgørende, der kan fortælle hvorfor. Der forskes i det,« fortæller Tanja Thybo, der er chef for Forskning og Viden i Diabetesforeningen.

Andre læser også