Der var stor lettelse på Rasmus Rask Skolen i det sydlige Odense, da der tirsdag kom svar fra Statens Serum Institut om, at det ikke var et tilfælde af coronavarianten omikron, som en elev på skolen var smittet med.
»Det er med lettelse, at vi i dag har modtaget besked om, at smitten, som var under mistanke for at være en ny corona-variant, heldigvis er den velkendte delta-variant,« siger skoleleder på Rasmus Rask Skolen, Lasse Bach Sørensen.
Søndag 28. november blev der ved analyse af en PCR-test fra en elev på Rasmus Rask Skolen i Odense konstateret en variant af Covid-19, som krævede yderligere analyse. Og tirsdag eftermiddag kom så endelig svaret fra Statens Serum Institut, som viste, at der er ikke var tale om omikron.
Og lettelsen er også til at mærke hos Marianne Elstrup Jensen, der er mor til to piger i anden og femte klasse på skolen.
»Det er da bare megagodt. Børnene blev så glade, da de fik at vide, at de kan komme i skole igen,« siger hun.
Det viser sig, at coronavirussen blandt de smittede på Rasmus Rask Skole er en helt velkendt coronavirus. Det betyder så også, at det er de almindelige retningslinjer for selvisolation og test, der nu er gældende, og at skolen inden længe kan byde på undervisning igen.
Og det glæder skolelederen, der siden søndag aften har haft travlt med at håndtere beskeden om, at der kunne være en ny corona-variant på spil.
»Så kan vi vende tilbage til hverdagen hurtigt igen. I løbet af eftermiddagen får alle forældre og elever besked via Aula om tilbagevenden på skolen,« siger skoleleder Lasse Bach Sørensen.
Marianne Elstrup Jensens to piger glæder sig til, at de kan komme til skolen og kammeraterne igen onsdag morgen.
»Godt, at det ikke tog en hel uge at finde ud af det. Det var ikke lige til at overskue tanken om, at hele det cirkus med hjemmeundervisning skulle i gang igen,« lyder det fra Marianne Elstrup Jensen.
Der er stor forskel på retningslinjerne for, hvordan man skal forholde sig som smittet og nærkontakt til smittede ved henholdsvis velkendte coronavarianter og smitte med coronavarianten omikron.
Da man ikke vidste, om det var omikron-varianten eller ej, har Rasmus Rask Skolen siden søndag fulgt retningslinjerne for kontakt til smittet med en ny eller ukendt variant, fordi en elev blev testet corona-positiv med besked om, at testen skulle undersøges nærmere.
Da mange af skolens medarbejdere var nærkontakt eller nærkontakters nærkontakt, var det derfor ikke muligt at tilbyde undervisning på grund af retningslinjerne om selvisolation og test, og derfor har eleverne været hjemme mandag og tirsdag.
Lærere, elever og forældre har nu fået besked om, at skolen kan vende tilbage til den velkendte hverdag. Og med de velkendte corona-retningslinjer.
I øjeblikket er der fire bekræftede smittetilfælde med omikron-varianten i Danmark. Alle fire tilfælde har forbindelse til rejseaktivitet i Sydafrika. Yderligere otte tilfælde er under mistanke, men er ikke analyseret endnu.