Nogle gange forbliver en drøm bare en drøm.

Det må folkene bag Munkebo Mikrobryg Aps sande efter flere nedlukninger, der har kostet bryggeriet dyrt.

Siden 2019 har bryggeriet ligget på Møllekajen i Odense under navnet Small Craft Distillery and Brewery, men nu er både ølproduktionen og drømmene for fremtiden altså slukket, meddeler de mandag på bryggeriets Facebook-side.

»Vi har længe haft en drøm om selv at destillere whisky og servere friskbrygget øl med vores egen gær, isoleret fra den fynske natur. Det blev desværre kun en drøm,« skriver de.

Ejeren af bryghuset er Claus Rosensparre, der oprettede selskabet i 2013 med adresse i Kerteminde. Året efter - i 2014 - blev Munkebo Mikrobryg kåret som Årets Danske Bryggeri på Danske Ølentusiasters generalforsamling i Odense.

»Med kun et par år på bagen bragede Munkebo Mikrobryg i den grad igennem,« skrev Danske Ølentusiaster i den forbindelse på deres hjemmeside.

Siden flyttede virksomheden til Møllekajen i Odense, hvor det altså ikke lykkedes at holde liv i forretningen under coronakrisen.

Nedlukningerne har ikke kun kostet bryggeriet direkte indtægt, men også en del kunder, og derfra har det vist sig umuligt at rejse sig igen.

»Med udsigt til flere restriktioner har ejergruppen bag Munkebo Mikrobryg ApS derfor besluttet, at stoppe virksomheden, mens der stadig er værdier tilbage, til at betale mest muligt til vores kreditorer, så vi får det afviklet på en ordentlig måde,« skriver de på Facebook.

Her meddeler de også, at de har gået den tunge vej til skifteretten og ladet en kurator tage over.

»Vi håber at værdierne kan bliver solgt videre til den rette og siger tak til alle jer, som har støttet os og nydt Odense Havn lige så meget, som vi har,« slutter de.

Andre læser også