Nu forlanger bestyrelsen på Lyngby Handelsgymnasium en redegørelse fra skolens ledelse.

Det sker, efter den 18-årige elev på skolen Katrine Fischer fik en skriftlig advarsel og en sanktion fra rektor, fordi hun havde udtalt sig kritisk i medierne om sine medstuderende.

»Jeg har bedt skolens ledelse om redegørelse. Jeg har bedt om, at den redegørelse bliver fremlagt på vores førstkommende bestyrelsesmøde, så vi kan blive orienteret om, hvad der er op og ned i den her sag. Det er vi nødt til at vide.«

Sådan siger bestyrelsesformand for U/NORD, Jens-Olav Pedersen, til B.T. torsdag, efter selv at have fulgt med i mediedækningen af sagen de seneste dage.

Lyngby Handelsgymnasium hører under den overordnede uddannelsesportefølje, der hedder U/NORD, som både består af 10. klasse, gymnasiale uddannelser, kurser, efteruddannelser og merkantile og tekniske erhvervsuddannelser.

Jens Olav Pedersen, der altså er bestyrelsesformand for hele foretagendet, fortæller, at han ikke vil tage stilling til sagen, før han har set redegørelsen fra ledelsen.

»Jeg er vokset op i en retsstat, så når nogen kommer med nogle påstande, og nogen kommer med nogle andre, så skal vi have det hele redegjort. Og jeg går ud fra, at ledelsen håndterer de ting,« siger Jens Olav Pedersen.

Ledelsen skal over for bestyrelsen redegøre for sagen, hvor rektor Pernille Bogø Bach valgte at give 2.g-eleven Katrine Fischer en skriftlig advarsel og en sanktion.

Katrine Fischer modtog dette brev fra Lyngby Handelsgymnasium. Afgørelsen er sløret flere steder af hensyn til indblandede parter.
Katrine Fischer modtog dette brev fra Lyngby Handelsgymnasium. Afgørelsen er sløret flere steder af hensyn til indblandede parter.
Vis mere

Det skete, efter Katrine Fischer havde udtalt sig kritisk om skolen i B.T. og Berlingske.

Skolen skrev i advarslen til Katrine Fischer, at de betragtede udtalelserne som mobning, da de mente, at man kunne identificere en specifik elev heri.

At rektor kalder det mobning, mener direktør for tænketanken Justitia, Jacob Mchangama, blot er et dække for at undgå dårlig omtale:

»Det virker, som om man prøver at tage fat i et halmstrå, der hedder mobning, men i virkeligheden vil man ikke have kritik af gymnasiet udstillet offentligt, og man skærmer elever, der kan føle sig krænket af, at de føler, at nogen har skrevet om dem, selvom de ikke nævnes ved navn,« fortalte Jacob Mchangama onsdag til B.T.

Hvilken konklusion, bestyrelsen kommer frem til, må tiden vise.

Hvad der skal ske, hvis bestyrelsen ikke finder redegørelsen tilfredsstillende og retfærdiggørende over for rektors handlinger, vil bestyrelsesformanden ikke svare på for nuværende.

»Jeg vil ikke begynde at diskutere hvis og hvis. Jeg ved ikke, hvad konsekvensen kan komme til at blive,« siger Jens Olav Pedersen.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra direktør for U/NORD, René van Laer, som fortæller, at han ikke har yderligere til sagen.