Uddannelsesinstitutionen CBS har været ude i lidt af et stormvejr, efter en kvindelig underviser har følt sig krænket over højskolesangen 'Den danske sang er en ung blond pige'.

B.T. tog derfor ud på CBS for at høre de studerende, hvad de mener om sagen, der allerede har fået et hav af politikere - inklusiv statsminister Lars Løkke Rasmussen - op af stolen.

»Jeg kan måske godt forstå, hvis hun har følt sig lidt diskrimineret. Men omvendt så er det en meget gammel sang og en dansk tradition. Så jeg synes faktisk, det er lidt åndssvagt, hvis jeg skal være helt ærlig,« siger Helene Skov, der til daglig læser interkulturel markedskommunikation.

Alligevel synes hun egentlig, det er fint, at skolen er kommet med en undskyldning til underviseren.

Helene Skov, der læser på CBS, synes, at hele sagen om den kvindelige underviser er lidt åndssvag.
Helene Skov, der læser på CBS, synes, at hele sagen om den kvindelige underviser er lidt åndssvag. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Jeg synes også, man skal sætte et eksempel om, at ingen skal føle sig ekskluderet. På den måde viser man også, at man accepterer, at vi alle er forskellige, og at alle skal kunne være her.«

Statsminister Lars Løkke Rasmussen var hurtigt ude med et opslag på på sin Facebook-profil, hvor han skrev, han var chokeret og ikke mente, det kunne være rigtigt, at man ikke kunne synge en dansk højskolesang.

Den holdning deler Elisabeth Landgrebe, der læser Europæisk Business, dog ikke helt. Hun mener nemlig ikke, at der er noget forkert i, at skolen nu ikke længere vil synge sangen, der starter med sætningen 'Den danske sang er en ung blond pige'.

»Jeg kan godt forstå, at de siger, de ikke vil synge den længere. Og det er dejligt at se, at hun udtrykker sin holdning. Hvis nogen føler sig trådt over tæerne, så synes jeg ikke, det gør noget, at man 'fjerner' den,« fortæller hun.

Alligevel mener hun, at det er lidt af en overreaktion at gøre det til en offentlig debat.

CBS ville i første omgang ikke kommentere historien yderligere, men senere onsdag kom de så alligevel ud med en kort pressemeddelelse. Det kan du læse mere om her.

Mikkel Bodzioch, der til daglig læser HA Almen, er uforstående over for, hvorfor uddannelsesinstitutionen har valgt at undskylde.

»Jeg synes, det er lidt mærkeligt. Det er et udtryk for, at skolen selvfølgelig værner om deres personale, og at de føler sig godt tilpas, men jeg synes, det er malplaceret, at de skal gå ud og undskylde for en sang, de ikke har lavet, og som er en gammel dansk højskolesang.«

Han mener også, at hele krænkelsessagen fortæller meget om tiden, vi lever i.

En ansat ved CBS Copenhagen Business School har følt sig krænket pga afsyngning af "Den danske sang er en ung blond pige".
En ansat ved CBS Copenhagen Business School har følt sig krænket pga afsyngning af "Den danske sang er en ung blond pige". Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Det er selvfølgelig svært for mig at sætte mig i den situation, da jeg hverken er kvinde eller brun, men når det er en næsten 100 år gammel sang, så synes jeg, det er lidt 2018 at gå ud og brokke sig over sådan noget.«

»Det er så nemt at blive krænket i dag. Hvis man føler sig krænket, så er det jo den følelse, man har, men jeg synes, det er en lidt desperat måde at få lidt ekstra opmærksomhed på.«

Udover Lars Løkke Rasmussen har et hav af andre politikere også været ved tasterne. Blandt andre har De Konservatives Mette Abildgaard, Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet og Søren Espersen fra Dansk Folkeparti været ude og tage afstand til sagen.

B.T.s chefredaktør, Jonas Kuld Rathje, lægger heller ikke fingrene imellem i sin leder. Den kan du læse lige her.