Da Kai Hoffmann og Carl Nielsens ”Den danske sang er en ung blond pige” blev sunget som morgensang i forbindelse med et internt møde på CBS, Handelshøjskolen i København, følte en kvindelig, brun forsker sig krænket og ikke-inkluderet.

Sagen førte til diskussioner på instituttet og kom efterfølgende op på ledelsesplan.  Det skriver Kristeligt Dagblad.

Episoden ligger godt et år tilbage, men i dag er Mads Mordhorst, viceinstitutleder på CBS’ Department of Management, Politics and Philosophy, glad for, at den fandt sted.

I videoen øverst kan du høre, hvordan det lød, da DR Pigekoret i 2015 sang 'Den danske sang er en ung blond pige'

Kender du til lignende tilfælde, eller til den specifikke sag, så vil B.T. gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook.

”Jeg forstår hendes reaktion, og det er godt med den type konflikter. Ellers har vi ingen mulighed for at udvikle os og for at indse, hvor hjemmeblinde vi er. Det er en kultur, der skal behandles
og forhandles på institutniveau,” siger Mads Mordhorst.

Mordhorst, som under afsyngelsen af sangen var gruppeleder, og som gav den ansatte en undskyldning, mener, det var helt legitimt at følge den gamle tradition med at synge morgensang.

”Men nogen har så, uden bagtanke, udtaget en sang med et ordvalg, som en, der er dansker med en anden etnisk baggrund, føler sig stødt over. Personligt tog jeg en samtale med hende, hvor jeg bakkede hende op og roste hende for det mod, hun viste ved som postdoc at reagere i en forsamling med professorer og andre, der var højere i hierarkiet,” siger Mads Mordhorst, som oplyser, at den person, der var ansvarlig for sangvalget, endvidere var i samtale med underviseren.

Professor emeritus ved CBS Ole Thyssen var en af dem, der var til stede ved afsyngelsen af nummer 162 i Højskolesangbogen.

”Den ansatte påtalte efterfølgende, at hun følte sig holdt udenfor. Jeg må sige, at jeg synes, der var tale om en overreaktion. Den var, undskyld udtrykket, helt ude i hampen. Men de nye principper er jo, at hvis man subjektivt føler sig krænket, så er man krænket,” siger Ole Thyssen, der synes, at det ”åbner for en sliske, hvor der ikke er nogen ende på, hvad der kan være en krænkelse”.

Men Mads Mordhorst tror ikke, at ”Den danske sang er en ung blond pige” igen fremføres på instituttet.

”Personligt vil jeg ikke synge med på den sang. Jeg kan heller ikke forestille mig, at der er nogen, der vil tage den op nu, hvor vi har den erfaring i bagagen, at den kan virke stødende. Så vil det jo være en provokation at synge den fremover.”