Visitationer, øget bemanding og nultolerance over for fulde gæster og medbragt spiritus.

Fredag 15. april mistede Tivolis Fredagsrock sin uskyld, da der udbrød kaos under en rapkoncert i form af slagsmål og tumult.

Som konsekvens af den meget omtalte kaoskoncert har forlystelseshaven nu skruet op for en række sikkerhedstiltag, fortæller Tivolis pressechef, Torben Plank.

»Vi har genopfrisket vores retningslinjer med et klokkeklart budskab om, at man skal komme i god tid inden koncerten, for vi lukker sandsynligvis portene, hvis koncerterne bliver udsolgt,« siger han til B.T.

Yderligere har Tivoli øget bemandingen under Fredagsrock og vil løbende gennemføre såkaldte spottjek. Det indebærer, at koncertgæsterne bliver visiteret.

»Vi kigger i gæsternes tasker og tjekker, hvad de har på. Hvis man medbringer spiritus, bliver det konfiskeret, og hvis man er beruset, bliver man afvist,« siger Torben Plank.

Det gik da heller ikke stille for sig, da rapperne Icekiid og Jimilian forrige fredag gav koncert.

Københavns Politi modtog i løbet af aftenen en række opkald om slagsmål og uro både i og ude foran Tivoli.

Blandt andet måtte rapperen Icekiid afbryde sin koncert i otte minutter på grund af utryghed blandt koncertgæsterne.

B.T. har tidligere talt med den 15-årige Ivar Atlason, der fik en stor flænge, efter en vodkaflaske havde ramt ham i hovedet.

Han endte efterfølgende på skadestuen, hvor han fik behandlet flængen med fem sting og en besked om, at han skulle holde øje med symptomer på hjernerystelse.

»Vi er rigtig ærgerlige over, at der er gæster, som har haft en dårlig oplevelse. Det tager vi meget alvorligt, og det er derfor, vi nu går ud og flager med vores retningslinjer, hvis nogen skulle have glemt dem,« siger Torben Plank.

Ud over et øget fokus på koncertgæsternes sikkerhed appellerer Tivoli til forældre om at tage en alvorssnak med deres børn og unge.

»Vi har behov for, at forældre og voksne omkring de unge snakker med dem om, hvordan man opfører sig ved koncerter. Hvis ens barn er beruset, er det måske ikke den bedste idé at sende ham eller hende i Tivoli,« siger pressechef Torben Plank.

Fredag 22. april forventes der atter mange koncertgæster på Plænen, når popsangeren Andreas Odbjerg og rapperen Artigeardit spiller koncert.