Hele ugen har børnene talt om fredagsslik. Og når det så endelig er fredag, og skålen kommer på bordet, hamstrer de slikket, som var det toiletruller før en coronalockdown.
Så kan man som forælder godt tænke, at der skal holdes endnu mere igen med de søde sager. Men faktisk skal du præcis det modsatte, er budskabet i en ny bog.
»Ellers kan det give bagslag,« siger en af forfatterne til bogen 'Madro', Anne Gaardmand, der har en professionsbachelor i ernæring og sundhed og i dag arbejder med adfærdspsykologi og vaneændringer.
Hun laver sammen med sin kollega, Morten Elsøe, podcasten ‘Detox din hjerne’, hvor de går videnskabeligt til de mange sundhedstrends og blandt andet fortæller om deres erfaringer med at ændre vaner og kropsopfattelse hos voksne.
»Vi sidder med voksne klienter, som er blevet vejet, har fået klistermærker for vægttab og har fået at vide, at de ikke må få slik ligesom de andre og derfor har opbygget et selvhad og overoptagethed af mad,« siger hun og fortsætter:
»Og vi ville jo allerhelst kunne bygge en tidsmaskine, hoppe tilbage i tiden og hjælpe de klienter, vi har nu. Det kan vi bare ikke,« siger hun.
I stedet håber de med bogen ‘Madro’ at kunne hjælpe næste generation til et mere naturligt forhold til mad og krop.
Den handler kort og godt om at beskytte ens børn mod en diætkultur, give dem et glædesfyldt forhold til al slags mad og lære dem at tackle følelser på en måde, hvor man ikke bruger mad til at trøste, dulme eller belønne sig selv.
Og så vender vi tilbage til skålen med fredagsslik. For hvad er der egentlig i vejen med den?
»For børn, der ikke er specielt interesserede i slik, giver det ingen problemer,« siger Anne Gaardmand.
Men hvis dit barn snakker om slik hele ugen og, når slikskålen endelig kommer frem, bliver ved med at spise til langt over kvalmegrænsen, har slikket ifølge forfatteren fået for meget magt.
En magt, som typisk skyldes tre psykologiske mekanismer.
Hamstringseffekten. Når vi ved, at vi kun har begrænset adgang til noget, vil vi som mennesker slå til, mens muligheden er der.
Det gælder fredagsslik. Det gælder toiletpapir. Eller hotelværelset markeret med ‘kun få værelser tilbage’.
Så er der ‘forbidden fruit-syndromet’. Kan du din bibelhistorie, ved du, at det æble, du ikke må spise, er det æble, du allerhelst vil sætte tænderne i.
For Anne Gaardmands egen søn var den ‘forbudte frugt’ en karamelagtig müslibar, som nogle klassekammerater fik med i madpakken.
»Jeg kunne have valgt at sige, at han måtte få én med hver fredag. Men det ville bare forstærke den magiske fortælling,« siger hun.
I stedet købte hun en ordentlig sending og sendte en müslibar med ham hver eneste dag i en måned.
»Til sidst kunne jeg have en pose liggende fremme, uden han spiste af dem,« siger hun.
Belønningseffekten er den tredje ting, der giver de søde sager magt.
»Det må jo være noget helt særligt, når man kan få det som belønning,« siger Anne Gaardmand.
Hun har fanget sig selv i at sige: ‘Hvis du hurtigt kommer i tøjet, får du fredagsslik’. Eller omvendt true med at fjerne den, ‘hvis ikke du kommer med nu’.
»Når nogle børn i forvejen er meget fokuseret på slik – på den intense smag, det søde, det salte – så er der ingen grund til at forstærke det ved at bruge slik som belønning,« siger hun.
Men hvorfor ikke bare lade være med overhovedet at lære børnene at spise slik?
»Slik er jo alle vegne, så vi er nødt til at hjælpe børn – og voksne – til at få et forhold til søde sager, hvor det ikke tager overhånd,« siger Anne Gaardmand, som sammenligner det med, at man jo også er nødt til at lære sine børn at navigere i trafikken og ikke bare kan pakke dem ind i vat for evigt.
Ikke så meget af hensyn til vægt eller fysisk sundhed.
»Men fordi nogle mennesker risikerer at blive fanget i en ond spiral med over- og underspisninger, skamfuldhed og overoptagethed af mad, og det er ikke særligt rart at være i,« siger hun.
