Seks minutter og 26 sekunder. Så lang var Jennifer Svea Jørgensen og hendes kærestes allersidste samtale.
Det unge par var ellers lige dér i livet, hvor alt gik op i en højere enhed.
Drømmehuset var netop blevet deres. Jennifer Jørgensen var stadig på barsel med deres andet barn, Kiki. Og de havde nogle dage forinden snakket om at blive viet i deres nye hus.
»Vi snakkede om, at vi skulle have høns og hindbærbuske i haven. Vi havde så mange drømme om det her hus.«
»Hvordan har du det?« spørger jeg Jennifer Jørgensen, da jeg sidder over for hende i huset i Gilleleje.
Kun to måneder efter sin kærestes død skrev Jennifer Jørgensen et opslag på Facebook. Et opslag, som fik mig til at tænke over, om jeg har stillet dét spørgsmål ofte nok til mennesker omkring mig, som har mistet.
Der bliver stille i køkkenalrummet, som endnu bærer præg af, at indflytningen ikke er i mål.
»Selvfølgelig har jeg det okay... Men jeg er ikke okay. Det går op for én, at man lige pludselig skal lære at være alene. Det gør så ondt.«
Stemmen knækker, og hun tager et stykke køkkenrulle.
»Mit liv er gået i stå. Men alt omkring mig går jo videre. Og mit liv går jo også videre, for jeg skal stå op om morgenen. Jeg skal være der for mine to børn. Men inden i mig er det gået i stå.«
Martin Jørgensen havde haft smerter i brystet flere gange, efter de havde overtaget det nye hus. 'Der er travlt på arbejdet', 'det går over igen', lød det fra ham, når Jennifer foreslog læge.
»Jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke gjorde noget. At jeg ikke insisterede på, at han skulle til lægen. Men jeg kunne jo ikke mærke Martins smerte, og jeg tænkte ikke, at Martin var alvorligt syg. Det tænker man jo ikke, når man bare er 29 år.«
Den 3. oktober, otte dage efter de har overtaget drømmehuset, fik Martin Jørgensen en blodprop i hjertet, mens han kørte bil. Han var på vej fra arbejde til deres nye hus for at sætte det i stand, inden de skulle flytte ind. Jennifer Jørgensen stod ude foran vuggestuen, hvor hun skal hente deres treårige søn. Hun talte i telefon med Martin.
»Vi snakkede om, hvad der skulle ske i huset. Han var bange for, at vi ville overskride budgettet. Jeg prøvede at berolige ham. Pludselig siger han: 'Jeg kan ikke få luft'.«
I telefonen hørte hun, at han kørte ind i en anden bil.
Så blev forbindelsen afbrudt. Verden gik i stå.
»Selvfølgelig er det traumatisk, at jeg skulle høre ham køre galt. Men omvendt gør det mig også glad, at han ikke var alene.«
Efter ulykken ligger Martin fem dage på Rigshospitalet. Jennifer Jørgensen er taknemmelig for, at hun og børnene fik tid sammen med ham, hvor de kunne tage ordentlig afsked.
»Jeg var jo også overbevist om, at han nok skulle klare den. Kort efter at lægerne havde prøvet at vække ham fra koma, var jeg hjemme hos børnene. Marcus kiggede op på himlen og sagde: 'Mor, jeg så lige en stor stjerne'. Lige dér gik det op for mig, at han måske ikke ville klare den.«
Stemmen knækker igen.
Den 8. oktober meddelte lægerne Jennifer Jørgensen, at der ikke var mere, de kunne gøre. Hun har grædt hver dag siden. Men hun har alligevel fundet styrken til at dele sin historie, fordi hun har opdaget en berøringsangst over for sorg.
Derfor skrev hun et Facebook-opslag, hvor hun delte alle sine tanker og bekymringer omkring sin kærestes død. Hun kunne mærke, at det hjalp. At folk turde spørge mere ind.
»Jeg tænker, at mange folk ikke spørger, hvordan jeg har det, fordi de godt ved, at jeg har det dårligt. Men det værste er, hvis folk ikke spørger. Eller få overladt ansvaret som den sørgende, som for eksempel når folk siger 'Du må sige til, hvis du har brug for noget'.«
Selv et bad kan virke uoverskueligt for Jennifer Jørgensen midt i sorgen, og derfor har det også været altafgørende, når hendes omgivelser har gjort noget, hun ikke har bedt om. Når venner har stillet aftensmad på trappen eller hjulpet med nogle projekter i huset, eller når søsteren lægger vasketøj sammen, når hun er på besøg.
Jennifer Jørgensen medgiver dog, at det kan være svært for omgivelserne, fordi folk sørger forskelligt. For hende virker det både at se videoer af sin kæreste, sende ham en sms og noget så atypisk som at holde en fest for ham.
16. maj ville Martin være blevet 30 år. En fødselsdag, han havde set meget frem til. Han havde allerede for længe siden bedt folk om at reservere datoen.
»Der er noget fint over, at han selv har været med til at arrangere det. Jeg kan godt se, at det er mærkeligt, at vi holder fødselsdag for én, der ikke er her mere. Men det er lige så meget en anledning til at hylde og mindes ham.«
Derfor bliver der, som Martin har planlagt det, slået telt op i haven, serveret helstegt pattegris og øl.
