Marias forlovede døde i en ulykke, og hun overlevede

Armene holder godt fast om Steffen, mens de på motorcyklen læner sig ind i svinget og kører ud af rundkørslen.

De har kørt den vej til Marias arbejde mange gange før, og hun hviler trygt sit hoved mod hans ryg. Ingen af dem ser bilen, som er ved at lave en ulovlig uvending længere fremme.

Det næste, 26-årige Maria Lassen husker, er lyden af sirener. To ambulancereddere læner sig ind over hende. »Er du gravid?« spørger den ene.

»Nej, jeg tog en test i morges,« svarer hun. Men Maria er begyndt at prøve at blive gravid. Det sortner langsomt for hendes øjne, men hvor er Steffen?

Det er nu otte måneder siden, at Maria og hendes forlovede kørte ind i bilen.

Hun sidder på en cafe i Ringsted og peger op på rundkørslen bag sig.

Det var der, det skete. Det var der, hendes liv ændrede sig for altid. For hvordan lever man videre, når ens anden halvdel bliver taget fra en på et splitsekund?

Retssagen sluttede for en måned siden, og oliepletten fra motorcyklen forsvandt først fra asfalten for nylig. Det ved Maria, fordi hun hver dag kører forbi ulykkestedet til og fra arbejde.

»Jeg tænker på det hver gang. Jeg forestiller mig, hvor bilen holdt, hvordan vi bagefter lå på jorden,« siger hun.

»Men det hjælper ikke at køre en anden vej, for så tænker jeg bare mere på det. Ulykken forsvinder ikke, fordi jeg kører en omvej. Jeg vil hellere tillade de følelser at få plads.«

Tilbage i ambulancen den sommerdag i juli er alt blevet mørkt for Maria. Hun har fået en alvorlig hjernerystelse og vågner først igen på Slagelse Sygehus.

Som det første skriver hun en besked til Steffen. Lægerne har ikke fortalte hende noget endnu.

'Hvor er du?' Intet svar.

Maria forsøger at ringe. Intet svar.

Hun ved ikke, at han blev fløjet med helikopter til Rigshospitalets Traumecenter. Steffen var i koma og havde brækket ryggen flere steder, slået hovedet alvorligt og haft hjertestop i fem minutter.

»Han lå bare der foran mig og sov. Jeg benægtede, at det kunne være slemt. Han var en stærk mand,« siger Maria Lassen.

Mens hun er på hospitalet, hører hun, at Steffen skulle have reddet hende. Skubbet hende af motorcyklen før ulykken eller skærmet hende fra sammenstødet.

»Det ville ligne ham at passe på mig og forsøge at redde mig. Steffen tog uanset hvad det værste stød fra mig.«

Dagene på Rigshospitalet går, og lægerne forsøger at vække ham fra koma, men han vågner ikke. Mere end to uger efter ulykken fortæller de Maria, at scanningerne af hans hoved viser dårlig nyt.

Hun sætter sig uden for Rigshospitalet på den bænk, hvor hun i mange dage har siddet og ventet i sommersolens varme.

»Jeg ser en sky, som ligner lidt et hjerte. I det øjeblik går det op for mig, at det jo virkelig er alvorligt.«

Samme aften kommer hele familien ind på hospitalet for at blive enige om at slukke maskinen, der holder Steffen i live. Den eneste, som ikke er med, er hans otteårige datter fra et andet forhold. Klokken 02.30 kommer sygeplersken ind med en sidste sprøjte, som skal sende ham videre. Steffen trækker langsomt vejret mere og mere besværligt.

Maria ligger ind over hans overkrop med sin hånd på hans bare bryst, så hun kan mærke hans hjerte.

»Jeg koncentrerer mig virkelig om at mærke det slå. Pludselig stopper det. Jeg kigger op på Steffen, som tager det sidste åndedræt,« fortæller hun.

»Min verden brød sammen i det øjeblik.«

Siden er 231 dage gået. Hver eneste af dem har Maria Lassen båret rundt på smerten som en knude i maven.

»Nogle dage er bedre end andre, men det er stadig forfærdeligt. Jeg brød sammen i gråd på arbejde i går,« siger hun.

Krisepsykologen hjalp hende i begyndelsen, og sidenhen har Maria også forsøgt at hjælpe sig selv på andre måder. Hun har skrevet forløbet med ulykken ned i et dokument og sat ord på alle sine følelser. Måske vil hans datter en dag gerne vide, hvad der skete, og hun vil også sikre sig, at hun selv husker det hele.

For det eneste, hun har tilbage, er sin forlovelsesring, personlige breve og en af hans tomme parfumer, som stadig har lidt af hans duft i glasset.

»Han var mit eventyr. Vi forgudede hinanden. Jeg har ikke lyst til at glemme det, men jeg er motiveret for at bygge mit liv op igen,« siger Maria.

De var forlovede, flyttet sammen i en villa og forsøgte at få et barn. Det var hele hendes hverdag, fremtid og drømme, som blev knust.

»Jeg prikker hul på smerten lidt ad gangen, så det hele ikke eksploderer. Man skal give sig selv plads til at være ked af det og græde, hvis man behøver det.«

Steffen blev bisat tre uger efter ulykken. I kirken sad Maria med hans datter Karishma ved sin side og sang 'I mine øjne' med Rasmus Seebach. Den sang Steffen altid for sin datter.

'Du ka' se, jeg altid står lige her, til mit hjerte siger stop. Mennesker kommer og går, men du vil altid være midt i mit liv.'

De sænkede også hans urne i jorden sammen senere den måned. Det var et midlertidigt punktum. I januar 2020 begyndte retssagen mod bilisten, som var i skyld i ulykken.

Manden blev kendt skyldig i uagtsomt manddrab. Han havde tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og ikke udvist tilstrækkelige agtpågivenhed, da han lavede en uvending henover spærrelinjer og uden at sikre sig, at det ikke var til fare for andre. Straffen blev dagbøder på i alt 4.000 kroner og en betinget frakendelse af kørekortet.