»Det er ikke okay, og i sidste ende er det mit ansvar. Jeg forsøger ikke løbe fra det.«

Cafékonge Kamil Aliz har valgt at lægge sig fladt ned.

Det ser da heller ikke for godt ud.

Tidligere på måneden fik han en dobbelt bødestraf på 37.500 kroner.

Årsagen var dårlig hygiejne på den ene af hans tre store restauranter ved Halmtorvet på Vesterbro. Et tilbagevendende problem.

»Det er fuldt ud berettiget. Jeg vil heller ikke selv spise et sted, der er klamt. Det skal bare spille,« siger Kamil Aliz.

Fødevarestyrelsen fandt blandt andet et større antal bananfluer og belægninger af fedt og snavs.

Yderligere var en række letfordærvelige fødevarer alt for varme med risiko for sygdomsfremkaldende bakteriedannelse.

Den ellers så velbesøgte Café Apropos fik derfor en sur smiley – den tredje i rækken på blot fem måneder.

»Vi har ikke haft hygiejneproblemer i denne her størrelsesorden i de otte år, vi har haft vores restauranter. Det er uheldigt,« siger Kamil Aliz, der også driver ​naborestauranterne Café Carlton og Burger Garage sammen med kompagnonen Tarkan Nart.

Han fortæller, at kokketeamet på Café Apropos har til opgave at sørge for løbende køkkenrengøring.

Det indebærer blandt andet hovedrengøring hver søndag.

Da Fødevarestyrelsen kom på besøg mandag 2. maj, var det ikke sket.

»Virksomheden fremstår generelt ikke renholdt. I kølerummet fremstår hylder og vægge med snavsede belægninger og belægninger af formodet skimmel. Afløbet i kølerummet fremstår desuden med en del snavs,« skriver Fødevarestyrelsen i sin kontrolrapport.

»Jeg ved ikke, om der er gået druk i den hen over weekenden. Men der var i hvert fald beskidt« siger Kamil Aliz.

Han har derfor valgt at fyre den ansvarlige kok for at statuere et eksempel.

»Det er min fejl. Jeg skulle have sat hårdere ind fra starten. Han har tidligere fået en advarsel for ikke at gøre sit arbejde ordentligt. Nu er det sket igen, og vi har derfor valgt at opsige ham,« siger Kamil Aliz.

Kokkearbejde er en holdsport, og hvis en af kokkene svigter, går det ud over de andre, forklarer han.

»Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gardere mig imod, at mine folk ikke passer sit arbejde. Det er svært, og vi har i forvejen en udfordring med at finde kvalificeret arbejdskraft« siger Kamil Aliz.

Fødevaremyndighederne fortsætter da også med at holde vågent øje.

Cafeen er kommet i et register over ‘fødevarevirksomheder med dårlig regelefterlevelse’. Det samme, Fødevarestyrelsen kalder for ‘brodne kar’.

Det giver Fødevarestyrelsen mulighed for at tage skærpede sanktioner i brug, hvis ikke cafeen strammer sig an.

I sidste instans kan Café Apropos ende med at blive sat i virksomhedskarantæne. Det vil sige en midlertidig tvangslukning i op til seks måneder.

»Jeg vil ikke sættes i en situation, hvor det virker, som om jeg er ligeglad. Det er jeg fandeme ikke,« siger Kamil Aliz.

Rengøringsprocedurerne på Café Apropos vil derfor nu også blive strammet yderligere op, forsikrer han.

»Vi skal være skarpere, så vi ikke havner i en lignende situation igen. Om jeg så skal lukke køkkenet ned og kun sælge drikkevarer,« siger Kamil Aliz.