Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Magasasa i Kødbyen, Espresso House i Field's og Stefanos Mad & Kaffe på Nørrebro.

Det er blot nogle af eksemplerne fra fødevaremyndighedernes liste over såkaldte 'brodne kar', som har fået sanktioner på tre af de seneste fire kontrolbesøg i form af sure smileys eller indskærpelser.

Ifølge en aktindsigt, som B.T. har modtaget fra Fødevarestyrelsen, har 80 københavnske fødevarevirksomheder så store problemer med at efterleve fødevarereglerne, at styrelsen må bruge ekstra mange kræfter på at banke dem på plads.

»Det gør vi blandt andet gennem skærpede kontroller med to tilsynsførende i stedet for en. På den måde er vi mere opmærksomme, når vi besøger dem,« siger Martin Birch Hansen, der er sektionsleder i FødevareKøbenhavn under Fødevarestyrelsen.

Virksomhederne skal desuden betale gebyr for den tid, som styrelsens tilsynsførende medarbejdere bruger på at udføre fødevarekontrollerne.

Hvis kontrolbesøget er en opfølgning på et forbud, påbud eller bøde, ligger startgebyret på 1.736 kroner, og hvis det er en opfølgning på en indskærpelse, ligger gebyret på 311 kroner.

Dertil skal virksomhederne betale et grundgebyr på 519 kroner pr. påbegyndt kvarter. Et typisk kontrolbesøg varer cirka tre kvarter til en time, oplyser Martin Birch Hansen.

»De skal i sagens natur betale gebyr for begge de tilsynsførendes tid. Det er en sanktion i sig selv, at de skal betale dobbeltløn,« siger han.

Hvis en fødevarevirksomhed fortsætter med at blæse på fødevarelovgivningen og hverken lader sig afskrække af bøder eller politianmeldelser, kan den i værste fald blive sat i karantæne i en periode på op til seks måneder. Under karantæneperioden skal virksomheden holde lukket og må ikke producere mad.

»Jeg tror kun, det er sket fem gange, at vi har bragt den sanktion i anvendelse. For det meste får de styr på tingene, før vi når dertil,« siger Martin Birch Hansen.

En af de få virksomheder, som har oplevet at blive sat i karantæne, er den kinesiske dumplingbar Restaurant Magasasa – Dim Sum & Cocktails, der ligger i det velbesøgte kvarter Kødbyen på Vesterbro.

Fotodokumentation af en fedtet og snavset bakke ved et kølebord ved et komfur i køkkenet på Restaurant Magasasa – Dim Sum & Cocktails. Billedet er fra et tidligere kontrolbesøg, der medførte, at restauranten blev politianmeldt. Foto: Fødevarestyrelsen
Fotodokumentation af en fedtet og snavset bakke ved et kølebord ved et komfur i køkkenet på Restaurant Magasasa – Dim Sum & Cocktails. Billedet er fra et tidligere kontrolbesøg, der medførte, at restauranten blev politianmeldt. Foto: Fødevarestyrelsen
Vis mere

Restauranten blev i december sidste år sat i en to måneder lang karantæne på grund af gentagne problemer med rengøringen, manglende vedligeholdelse og sjusk med fødevarehygiejnen og egenkontrollen.

Som B.T. kunne afsløre, havde Restaurant Magasasa – Dim Sum & Cocktails fået ni sure smileyer siden maj 2019. Til sidst flød Fødevarestyrelsens bæger over.

»De er nødt til at fokusere på at få sat nogle procedurer i gang, så de fremover kan løse de her ting. Det må de gøre, mens der er lukket. I sidste ende skal det ses som en beskyttelse af forbrugerne,« sagde Martin Birch Hansen dengang til B.T.

Fødevarestyrelsen har efterfølgende været i løbende dialog med restauranten, som har modtaget intensiv vejledning. Noget, der tilsyneladende ser ud til at have båret frugt.

Sådan så en mikroovn ud indvendigt under et af kontrolbesøgene på Restaurant Magasasa – Dim Sum & Cocktails. Foto: Fødevarestyrelsen
Sådan så en mikroovn ud indvendigt under et af kontrolbesøgene på Restaurant Magasasa – Dim Sum & Cocktails. Foto: Fødevarestyrelsen
Vis mere

I hvert fald fik Restaurant Magasasa – Dim Sum & Cocktails en glad smiley under et kontrolbesøg 1. februar – i kølvandet på restaurantens genåbning.

»Vi har opnået det, vi sigtede efter. Det var en hård omgang, men vi nåede det. Nu handler det om at holde det kørende på den lange bane,« siger restaurantens driftsleder, Henrik Michaelsen, til B.T.

Han fortæller, at restauranten har implementeret en række arbejdsrutiner i samarbejde med en fødevarekonsulent. På den baggrund er der kommet bedre styr på både rengøringen og egenkontrollen.

»Vi vil gerne proaktivt vise, at vi kan få det her til fungere. Det allervigtigste for os er at få genopbygget tilliden til vores kunder,« siger Henrik Michaelsen, som har aftalt med Fødevarestyrelsen, at de skal komme igen ad to omgange i den nærmeste fremtid.

Håbet er, at restauranten på sigt kan blive strøget af myndighedernes liste over branchens brodne kar. Det kræver dog, at den fortsætter de gode takter.

»Vi tager os ekstra tid til at vejlede de her virksomheder. Ofte oplever vi, at når de får noget vejledning, så retter de også ind,« siger sektionsleder Martin Birch Hansen.

Andre læser også