Det sker hurtigere end ventet.

109 boliger skal til marts 2022 renoveres for 51 millioner kroner.

Boligerne ligger på Damstræde i Aalborg Øst. De ejes af Himmerland Boligforening, der på grund af coronakrisen fremrykker planerne:

»Renoveringen kom på venteliste hos Landsbyggefonden og vi havde ikke forventet at kunne komme i gang før i løbet af 20’erne, men nu er der altså givet grønt lys. Dermed har vi kunnet skride til afstemning blandt afdelingens beboere og de har med stort flertal godkendt projektet, så nu kommer turen endelig til Damstræde,« siger Ole Nielsen, direktør for Himmerland Boligforening.

Han fortæller, at der allerede i 2014-15 blev gennemført en byggeteknisk gennemgang, der afdækkede en række problemer med blandt andet skader på betonen ved trapper og svalegange, ligesom der var brug for opretning af mangelfuld udførelse af badeværelserne.

Afdelingen består af 19 ungdomsboliger og 90 familieboliger fordelt på 8 blokke. Bygningerne er grupperet omkring 2 store gårdhaver med en kanal, der snor sig gennem afdelingen og forbinder den til universitetsmiljøet.

»Umiddelbart vil de største forandringer efter renoveringen kunne ses udvendigt. Søjlerne, der understøtter svalegangene, bliver stående, mens betondækkene til den gående trafik bliver skiftet ud. Det samme gør trapperne. De nye dæk og trapper bliver af beton, som tilfældet er i dag, mens de nye værn bliver i galvaniseret stål,« fortæller Ole Nielsen.

Inden døre omfatter projektet totalrenovering af entré og badeværelse samt renovering af tekniske installationer og murværk.

Beboerne på 1. sal får i forbindelse med ombygningen adgang til egen altan, mens boligerne i stueplan bibeholder egen have. Dog er det planen at lægge nye fliser, så der etableres store terrasser i stedet for traditionelle haver.

Ole Nielsen oplyser, at projektet kan finansieres uden stigning i huslejen og forløber alt planmæssigt, vil renoveringen af Damstræde være afsluttet inden jul 2023.