Truende kørsel i Odenses gågade får nu kommunen til at finde den store pengepung frem.
Pengene skal bruges til at lukke gaden af for uvedkommende trafik med automatiske pullerter.
Pullerterne skal stoppe kørslen, der har skabt utryghed blandt både erhvervsdrivende og besøgende.
Det er specielt Gråbrødre Plads, der har været plaget af ulovlig kørsel og dertilhørende 'truende adfærd'. Det skriver By- og Kulturforvaltningen i sin indstilling til det seneste møde i By- og Kulturudvalget.
Pladsen får nu sammen med Fisketorvet automatiske pullerter på indkørselsvejene til pladserne.
»Det er ikke hyggeligt i bymidten, når der kører store biler med rigtig mange hestekræfter igennem bymidten,« siger By- og Kulturrådmand i Odense Kommune, Christoffer Lilleholt til B.T.
Hvem er det, der gør det?
»Det er jo nogle, der ligner, at de har en utryghedsskabende adfærd hen mod organiseret kriminalitet.«
Hvad synes du om, at bymidten nu skal plastres til med – hvad der minder om – terrorsikring for at stoppe nogle få medlemmer af de organiseret bander i at køre derinde?
»Det er ikke terrorsikring. Jeg har det ganske fint med, at bymidten bliver mere sikker for dem, der færdes der. Desuden kan pullerterne komme i mange udformninger,« siger Christoffer Lilleholt.
Pullerterne skal sættes op ved brug af tre millioner kommunale kroner. Pengene blev afsat allerede på budgetforliget for 2021.
Det er blandt andet Jernbanegade, Asylgade og Skt. Gertruds Stræde omkring Gråbrødre Plads, der lukkes for trafik.
Cityforeningen, Gråbrødre Kloster og fragtfirmaer skal ifølge indstillingen fra kommunen være positivt stemt over for planerne om at besværliggøre kørslen i de berørte områder.



