Black Friday anno 2021 er en bragende succes for onlinemastodonten Coolshop.

Ifølge medejer Jacob Risgaard viser lørdagens seneste tal, at salget ligger omkring 20 procent højere end sidste år.

»Vi havde ikke regnet med, at det vil blive lige så godt som sidste år. I 2020 var samfundet lukket ned, og Black Friday lå på en lønningsdag. Derudover havde vi regnet med, at de nuværende forsyningsproblemer i verden ville give os udfordringer i år,« siger den nordjyske serieinvestor til B.T.

Men det er altså gået stik modsat forventningerne. Og det kan der ifølge Jacob Risgaard være to forklaringer på:

»Flere steder er der advaret om, at det kan være svært at få julegaver hjem (på grund af forsygningskrisen, red.), så jeg går ud fra, at mange sørger for at købe dem i god tid. Og så virker det også bare til, at danskerne stadig synes, at Black Friday er et hit.«

Det er legetøj, som topper listen over de varer, flest købere smider i kurven hos Coolshop.

Derefter kommer skønhedsprodukter, mens spil til computer, Playstation og X-Box indtager tredjepladsen.

Interessen for Black Friday har været så overvældende, at Jacob Risgaard på sine sociale medier og gennem sit netværk øjeblikkeligt har søgt efter mere arbejdskraft.

200 mand har firmaet manglet til onlinebutikkens lager i Herning. De forventes alle at være fundet i morgen, oplyser tv-løven.

Ligesom hos mange andre onlinebutikker fortsætter Coolshop med Black Friday resten af weekenden.

Jacob Risgaard vil dog ikke sætte tal på, hvor meget virksomheden regner med at tjene på hele den gyldne periode.

»Mange journalister har spurgt, men det kommer vi ikke til at oplyse,« siger han med et glimt i øjet.

Andre læser også