Søndag tænder vi det første lys i adventskransen, og der bliver rig mulighed for at putte sig i varmen inden døre med gløgg og æbleskiver.

Der bliver nemlig ikke meget at lune sig på udenfor.

»Det bliver en kold og grå dag. Lidt som i går (lørdag, red.) med mange skyer, og hvis der overhovedet kommer noget sol, så bliver det i småtingsafdelingen.«

Det fortæller Henning Gisselø, vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, søndag morgen, hvor der ikke er så meget at komme i julehumør over rent vejrmæssigt.

Eller det vil sige: Lige bortset fra i Nordjylland, hvor der faktisk godt kan falde sne i løbet af dagen.

»Der kommer perioder med nedbør, og det vil nok være som regn og slud, men måske kan der falde en lille smule sne i Nordjylland.«

Men lad bare kælken blive i skuret lidt endnu. Henning Gisselø understreger nemlig, at der i givet fald bliver tale om tøsne, som ikke bliver liggende.

I morgen- og formiddagstimerne kan der også være risiko for glatte veje i det nordjyske.

Og så bliver temperaturerne som antydet også meget beskedne: Kun mellem en til tre grader over frysepunktet.

Til gengæld kommer der ikke så meget vind, lyder det fra meteorologen. Den bliver let til frisk fra »forskellige retninger.« Ved kysterne i Nordjylland op til hård vind.

Selvom Henning Gisselø forudser, at søndagen bliver »en kold og halvvåd dag alle steder,« så ser han dog et par forskelle i prognoserne for de fire største byer.

Aalborg
»Det er nok Aalborg, der får det koldeste vejr. Her kunne der godt komme noget hvidt og vinterligt nedbør,« siger han.

Aarhus
Aarhusianerne kan også være heldige at få noget, der minder om vinter i bygerne, men det mest sandsynlige er ifølge Gisselø, at der kommer »lidt slud.«

Odense og København
Både i hovedstaden og i Odense skal man dog ikke forvente at få hverken sne eller det, der ligner.

»Det bliver bare regn og gråvejr,« lyder det fra meteorologen, som tilføjer:

»Det bliver en kold og halvvåd dag alle steder, men hvis der kommer sne, bliver det i Aalborg og måske i Aarhus.«