Vand, vind og hvidt i nedbøren.

Du kan godt finde både flyverdragt og skisokker frem nu. Det bliver nemlig en rigtig kold weekend.

»Vi får østenvind, som slæber en masse skyer og nedbør med fra øst. Det falder som regn og slud. Det bliver ikke til decideret sne i dag, men tøsne bliver det nok.«

Det siger vagthavende meteorolog med Danmarks Meteorologiske Institut, Henning Gisselø, på en lørdag, hvor vejrudsigten nok er mere vinterlig, men ikke rigtig noget, man kommer i julestemning af.

Temperaturerne kommer kun til at ligge på et par graders varme, og vinden bliver let til frisk. Nogle steder op til kuling.

»Det bliver koldt. Det er noget med at tage skidragt eller flyverdragt på, hvis man skal være ude i længere tid,« siger Henning Gisselø.

Sol skal vi derimod ikke sætte næsten op efter, understreger han. Måske den kigger frem på Bornholm eller den østlige del af Sjælland.

København, Odense, Aarhus og Aalborg
Som altid kaster vi lige et hurtigt blik på vejret i de fire største byer, men lørdag er der altså ikke de store variationer, forklarer Henning Gisselø.

»Det er lidt den samme suppedas over det hele. Det vil ikke regne hele tiden, men alle vil få noget i løbet af dagen,« siger han.

Det er dog ikke helt lige meget, hvor man befinder sig, når vi ser på, hvor meget nedbør, der falder.

»Skal man gradbøje det lidt, så er det måske Aarhus og Aalborg, der får mest. Men Odense følger godt med,« tilføjer han.

»København slipper måske lidt billigere, når det kommer til nedbør, men forskellene er i småtingsafdelingen.«

Aalborgenserne får det koldeste med temperaturer, der kun lige akkurat kommer over frysepunktet. i de andre byer kan man nå op på to, tre eller fire grader – »hvis man er heldig,« lyder det fra meteorologen.

Søndag runder vi første søndag i advent, og 1. december nærmer sig med hastige skridt, men der er som antydet ikke så meget bjældeklang i prognoserne endnu.

»Det bliver mere vinterligt de kommende dage, men det bliver ikke flot på nogen måde. Det bliver en skyet omgang,« siger Henning Gisselø.

Natten til søndag og i løbet af søndagen er der lidt større sandsynlighed for slud »og en lille smule sne.«

Den kommende uge bliver også kold og det er ikke utænkeligt, at der også kommer sne i løbet af ugen.

»Det kolde vejr holder mandag. Tirsdag og onsdag bliver det en smule mildere, men der kommer også en del nedbør. Afhængigt af, hvor varmt det bliver, kan det falde som sne, men det er noget usikkert lige nu,« siger Henning Gisselø.

Med det mere vinteragtige vejr følger også risikoen for glatte veje. Især natten til onsdag og natten til torsdag ser det ud til, at der sker noget.

»Der er risiko for islag, som kan give meget glatte veje.«