Efter et års fravær var den traditionsrige danse-julefrokost med Kandis lørdag i sidste uge tilbage i Poulstrup Hallen i Nordjylland. Adskillige deltagere fik dog mere end bare tømmermænd med hjem fra festen.
Corona har været på spil. Og derfor kom arrangøren bag begivenheden tidligere på ugen med en klar opfordring til alle de 800 danselystne festdeltagere.
»Til jer, der har deltaget i julefrokost i Poulstrup Hallen i lørdags, vil vi opfordre jer til at få taget en pcr-test, da der desværre er fundet et tilfælde af corona blandt gæsterne,« skrev bestyrelsesformand for hallens bestyrelse Karina Mølgaard Frost torsdag på Facebooksiden 'Poulstrup vores by'.
Siden er det dog gået stærkt.
Karina Mølgaard Frost fortalte sent fredag aften til Nordjyske, at bestyrelsen foreløbig ved, at 16 festdeltagere er testet positive for covid-19.
Bestyrelsesformanden fortæller også til mediet, at der havde været overvejelser om at aflyse eventet. Men sådan endte det altså ikke.
»Vi snakkede om det, men folk må også sidde tæt på stadion og se fodbold, så vi blev enige om, at vi ville holde festen,« siger hun til Nordjyske og uddyber:
»Vi synes selv, vi gjorde alt, hvad vi kunne ved at kræve coronapas, lyntest og pcr-test, samtidig med, at vi stillede sprit over det hele og lagde handsker ved buffeten. Vi er selvfølgelig kede af, at det er endt sådan her. Men vi har gjort alt, hvad vi kunne for at holde os til reglerne og følge regeringens råd.«
Dansebandet Kandis lavede også selv et Facebook-opslag fra julefrokosten i Poulstrup. Det gjorde de søndag den 21. november kl. 08.42, hvor bandet skrev, at »800 mennesker endnu engang gav den fuld gas.«
I næsten 30 år har danseorkestret Kandis været det store trækplaster, når 800 mennesker har fyldt dansegulvet til den eftertragtede årlige julefrokost i Poulstrup Hallen mellem Hjørring og Brønderslev.