Der ligger en opgave af de helt store på AaB-sportschef Inge André Olsens bord, og den er mere end svær at løse, erkender han.

For to af de største profiler på det nordjyske Superliga-tophold står med kontraktudløb til sommer, og de kan frit forhandle med interesserede klubber allerede, når klokken slår midnat 1. januar.

»Vi er ikke kommet længere end, at både Rasmus Thelander og Jacob Rinne har udløb til sommer. Vi har talt med agenterne og forsøgt at se, om det var muligt at finde en løsning nu. Det har det ikke været. Så får vi se, hvad de næste måneder giver os,« fortæller Inge André Olsen til B.T.s fodboldpodcast 'Transfervinduet'.

AaB ligger nummer tre i Superligaen, og det har både målmand Jacob Rinne og forsvarsstyrmand Rasmus Thelander en stor aktie i.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Derfor ønsker AaB altså også at få kontraktforlængelserne på plads, så man ikke mister de to uden kompensation i sommeren 2022.

»Vi ved, at de synes, det er fedt at være med, når holdet præsterer godt, og vi er på vej op. Det er ikke en proces, der er afsluttet, men foreløbig har det ikke været muligt at forlænge.«

Skal AaB-fansene være bekymrede for det?

»Nej, det skal de ikke. På målmandspositionen har vi en anden målmand (Andreas Hansen, red.), der måske fortjener mere spilletid, end han har fået. Han har gjort det godt, når han er kommet ind.«

»Vi ønsker at beholde den trup, vi har. Så ved vi, at når vi kommer til sommeren, er der nogen, der måske løber ud og tænker i andre baner end AaB, og dem skal vi så være klar på at erstatte. Det har vi tid til,« siger Inge André Olsen.

I AaB er det ikke kun de to store profiler, der står med kontraktudløb til sommer. Også spillere som Frederik Børsting, Magnus Christensen og Rufo kan gå gratis om et halvt år. Men der er sportschefen ikke nået til endnu.

»Nej, fokus har været på Thelander og Rinne. Det er en proces, der har kørt i et stykke tid. Vi er ikke kommet i mål med nogen aftaler, men vi kommer til at fortsætte,« siger Inge André Olsen.

Han vil kigge på de andre spilleres mulige kontraktforlængelser i januar og februar.