I år 2016 trådte Bjarne Frost Jensen frem på skærmen.
Det var hans brændende ønske om at få et barn, der fik ham til at stå der.
Et ønske, der umiddelbart så svært ud som homoseksuel mand med en daværende kæreste, der ikke ønskede børn – og ingen kvinde, der ville dele drømmen.
I 'Samme tid næste år' på TV 2 skulle deltagerne gøre en drøm til virkelighed – på et år. For Bjarne Frost Jensen var drømmen klar: Finde en kvinde, der ville have et barn med ham.
Det så umiddelbart ud til at lykkes, men kort efter programmet sprang kvinden fra.
»Efter det var jeg så heldig at finde en kvinde, der ikke blev i tvivl, og som ville et barn lige så meget som jeg selv,« husker han tilbage.
Og sådan blev han far.
Men selvom hans søn er, hvad han kalder et absolut drømmebarn for både mor og far, er ensomheden og følelsen af at være alene som regnbuefar kommet bag på ham.
»Jeg havde aldrig troet, jeg ville stå så alene, som jeg føler mig. Det er et meget stort afsavn,« siger han og fortsætter:
»Jeg kan virkelig mærke, at det er tungt bare at være mig selv. Så prøver jeg at gå ture og pakke ham ned i barnevognen. Det er også fint, men når jeg kommer hjem, så er der gået endnu en dag, hvor jeg bare har været alene.«
Han kalder sig selv »delvist alenefar« – ikke delefar. Fordi det er sådan, han føler sig, alene.
Siden han blev far, er vennegruppen indsnævret – livet er blevet for forskelligt, og Bjarne Frost Jensen oplever, at det er svært at finde nye fællesskaber.
»Jeg kan ikke lade være med at tænke på børn, der bare spørger, om man skal være venner – og så er man venner. Sådan fungerer det jo ikke som voksen,« siger han.
Derfor besluttede han at skrive et opslag på Facebook, selvom han synes, det var grænseoverskridende. Han søgte ligesindede forældre til gåtur, hygge og vigtigst – til at snakke om børnene med.
»Det, der er svært for mig lige nu, er de mange ting, jeg ikke ved, hvor jeg skal finde svar på. Jeg kan købe en bog om børn på 700 sider, men det er jo ikke det. De fleste har en partner at dele det med og sige 'hvad synes du', 'ej, nu går han!' Det giver en ensomhedsfølelse ikke at have det,« fortæller han.
Opslaget på Facebook fik over 50 reaktioner. Likes, krammessmileys og hjerter. Men ingen har henvendt sig.
»Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Jeg er nok en forfærdelig optimist, der håbede, nogen ville skrive, som jeg bare klikkede med, og så ville vi blive helt vildt gode venner,« siger han og tilføjer:
»Jo flere likes der kommer, jo mere skuffet bliver jeg, for det viser jo, hvor mange der har set oplaget. Så får man den der 'nårh', 'ih, hvor er det godt og fint', men der måtte jo gerne være nogen, der skrev.«
Selvom han aldrig har fortrudt, så gør det ondt, hvor svært det er at tale om, at ensomheden fylder, når man fik den store drøm om et barn opfyldt.
»Man må ikke sige, hvor hårdt det er, fordi 'du vidste jo godt, at det ville blive hårdt'. Så kan man ikke tillade sig at klage over det. Det er nok den klud i ansigtet, jeg oplever oftest – at jeg er utaknemmelig,« siger han.