Naturhistorisk Museum er netop trådt ud af 2021, der på ingen måder blev som forventet.

På året for museets 100 års jubilæum, blev det til flere nedlukninger, lave besøgstal og en udfordret økonomi.

»Vi havde ikke regnet med, vi skulle være nedlukket i så lang tid – det meste af foråret,« siger Bo Skaarup, der er museumsdirektør på Naturhistorisk Museum, og fortsætter:

»Da vi gik ud af 2020, troede vi, vi var forbi bjerget. Det viste sig, vi stod for foden af bjerget. 2021 har for os været en form for ‘det er ikke ovre’, vi må ride stormen af og lære af de erfaringer, vi fik allerede i 2020.«

Naturhistorisk Museum gik ind »for fuld udblæsning« og hjemsendte folk i de første måneder af 2021.

»Det gjorde vi ud fra en betragtning om, at vi overhovedet skulle være her – og have en økonomi og bund under museet, når vi er på den anden side. Så det er et noget dystert 2020, vi gik ind i,« siger Bo Skaarup.

Det er ikke blevet til mange gæster hos Naturhistorisk Museum. Lige omkring 35.000 gæster har lagt vejen forbi, og det står i skærende kontrast til de 135.000 gæster, der besøgte museet i 2019, som var museets sidste ‘normale’ år inden nedlukning.

»Det er helt absurd. Det er en markant nedgang;« siger Bo Skaarup.

Bo Skaarup priser sig dog lykkelig for de kommunale og private tilskud, museet har modtaget.

»Jeg har ikke overblik over tallene endnu, men det er en væsentlig andel af vores økonomi, der er blevet forstyrret. Så er det mildt sagt – det er ikke få procent, vi har i væsentlig grad været hæmmet,« siger han, men tilføjer:

»Men det ser gudskelov ud til, vi holder skindet på næsen på den økonomiske front. Vi har godt nok virkelig spændt det økonomiske bælte et par huller ind, og vi lever bestemt ikke på 1. klasse. Jeg er dybt taknemmelig for at være leder af en kulturinstitution i en by som Aarhus, hvor kommunen og Salling-fonden har trukket ekstra mange midler op af lommen, så vi sikrer, der er kultur klar den dag, vi kan åbne, ellers ville der gå meget tabt.«

Intet er så skidt, det ikke er godt for noget, siger man. Og museet har blandt andet udnyttet tiden til at give den »fuld smadder« digitalt, i naturen og bag kulissen.

Og det har blandt andet betydet en tidobling i antallet af besøgende på Molslaboratoriet.

»Vores gæster kan lige så godt spænde vandrestøvlerne, som de kan komme her. Vi vil gerne spille en rolle begge steder.« siger Bo Skaarup og fortsætter:

»Oplevelsen starter ikke, når du går ind ad døren, men kan ligeså godt starte på telefonen eller iPad’en. Der giver vi den fuld gas. Så følger folk med derhjemme. Og det er meget aktuelt – virus er jo også naturvidenskab, det er så at sige naturen, der fucker med os.«

»Og så giver vi den fuld gas på museet, mens vi er lukket. Vi sidder ikke bare og venter på, nogen redder os. Så kan vi rode, fordi vi ikke har gæster at tage hensyn til. Så kan der ligge en stiksav, uden vi skal tænke på, en børnehaveklasse kommer forbi.«

Han håber dog alligevel, at 2022 bliver anderledes.

»I 2021 stod vi for foden er bjerget. Er vi stadig for foden? Det har vi ikke nogen idé om. Men der er ingen tvivl for mig, efter to års nedlukninger, så skal vi se på, hvordan vi genopretter kulturlivet,« siger Bo Skaarup og fortsætter:

»Vi sidder ikke bare og venter på, der er nogen, der redder os. Vi laver museet endnu bedre. Så når vi bliver besøgt igen, bliver gæsterne mødt med et meget stort smil, og udstillingerne har ventet og ønsket at blive brugt og nydt.«

»Vi bliver kulturelt underernæret de her år, men jeg mener også, Naturhistorisk Museum lever om 100 år.