Benjamin Tøjner Gøtke, der oprindeligt er fra Odense, begyndte i juni måned på et lastbilkørekort. Men nu kan han ikke få en teoriprøve.

Derfor overvejer han at flytte til Sverige.

29-årige Benjamin Tøjner Gøtke er selvstændig håndværker, og i sommer investerede han i en lastbil for at udvide sin forretning.

Samtidig begyndte han på lastbilkørekortet, og allerede i august var han så klar til en teoriprøve.

»Men nu har jeg fået besked om, at jeg må vente til slutningen af november, før jeg ved, hvornår jeg kan få en prøvetid. Det er jo grotesk,« lyder det fra Benjamin Tøjner Gøtke.

Indtil da samler den nye lastbil støv i garagen. Medmindre Benjamin Tøjner Gøtke altså drager mod det svenske.

»Mine svigerforældre har hus i Sverige. Så jeg overvejer at flytte min adresse til Sverige. Så vil jeg kunne have et svensk CPR-nummer i næste uge,« fortæller Benjamin Tøjner Gøtke.

Med det svenske CPR-nummer kan han tage et ekspres-kørekort på blot to uger. Samtidig er der ingen ventetider på teori- og køreprøver i Sverige, forklarer han.

Det betyder, at Benjamin Tøjner Gøtke kan have et svensk kørekort til lastbil inden for de næste fire uger. Med andre ord kan han få et svensk kørekort, før han vil kunne få en teoriprøve i Danmark.

»Det er jo vanvittigt, at man overhovedet kommer ud i de her løsninger. Men indtil nu har det kostet mig 100.000 kroner, at jeg ikke kan få det kørekort,« lyder det fra Benjamin Tøjner Gøtke.

Den 29-årige håndværker havde budgetteret med, at hans nuværende bil var solgt, og den nye lastbil var taget i brug.

»Jeg forstår ikke, at man ikke prioriterer lastbilchaufførerne. Alene på mit hold, hvor vi er 30 elever, er der mange, som er ramt på deres økonomi,« fortæller han.

B.T. har den seneste måned dækket sagen om de mange kørelærere og elever, der kæmper for at skaffe teori- og køreprøver. Ifølge flere kørelærere og elever, som B.T. har talt med, bliver der ikke frigivet nok prøver.

Det betyder, at man i øjeblikket må vente flere måneder på både teori- og køreprøve.

Benjamin Tøjner Gøtke er nu ved at undersøge, hvad det vil betyde for familielivet og for hans rettigheder som far, hvis han flytter sin adresse til udlandet.

»Jeg skal sikre mig, at der ingen problemer bliver, hvis jeg flytter min adresse. Men det ville gøre mit arbejde meget nemmere, hvis jeg kunne få det kørekort«.