»Nu! Go, go, go.«

Sådan lød startskuddet i LZ Køreskole i Odense, da der onsdag blev frigivet teoriprøver på Fyn. Indehaver Loay Zeraiq havde hele fire ansatte til at booke tider på sit kontor, men lige lidt hjalp det.

»Det er løgn, mand – det passer ikke,« udbryder Loay Zeraiq, der tager sig til hovedet få sekunder efter, at startskuddet er gået.

»Jeg fik ikke nogen prøver overhovedet, det er en katastrofe.«

På kontoreret i Odense var der i alt fire mand, der forsøgte at book teori- og køreprøver. Flere ansatte sad også derhjemme og booked. Foto: Jeppe Kanstrup
På kontoreret i Odense var der i alt fire mand, der forsøgte at book teori- og køreprøver. Flere ansatte sad også derhjemme og booked. Foto: Jeppe Kanstrup
Vis mere

Loay Zeraiq har næsten 100 elever, der lige nu venter på en teoriprøve, og ingen af dem fik altså en prøve i denne uge.

Prøvetiderne bliver frigivet hver onsdag klokken 16 af Færdselsstyrelsen, der har overtaget ansvaret fra politiet.

To af Loays ansatte formåede dog hjemmefra at skaffe en teoriprøve hver.

»Det er virkelig stressende. Det er ikke sjovt at være køreskolelærer for tiden,« siger han og tilføjer:

»Det er altså svært at drive en forretning, når det er de her tilstande, vi skal gøre det under.«

Køreprøverne blev lagt online ti minutter efter teoriprøverne. Her var Loay og hans hold noget heldigere.

Her fik de nemlig 14 køreprøver. De mangler dog omkring 40 lige nu.

»Det er stadig en katastrofe, for lige om lidt har vi et nyt hold, der er færdigt, og dem kommer vi ikke til at kunne få op,« fortæller Loay Zeraiq, der også selv kører med elever.

Ifølge kørelæreren, så er det blevet helt umuligt at få tider, siden Færdselsstyrelsen overtog ansvaret for teori- og køreprøverne for omkring fem uger siden.

»Da politiet stod for det, blev de lagt ud, så vi på Fyn kunne booke tiderne her først, men nu kan alle – jyderne og københavnere – booke de fynske tider samtidig med os.«

»Og så har vi jo ikke en jordisk chance,« siger Loay.

Han har derfor begrænset optaget på alle sine hold for ikke at gøre puklen for stor. Dog kan han heller ikke lade helt være med at tage elever ind.

»Jeg har nogle udgifter, som ikke bare går på standby, fordi der ikke er nogen prøver. Det gælder jo alle køreskoler.«

B.T. har tidligere beskrevet, hvordan flere køreskolelærere ikke kan skaffe prøvetider til deres elever.

Loay Zeraiq peger selv mod Sverige, hvor man ifølge ham kan komme til en prøve fra dag til dag.

»Når du har dokumentation på, at du har de køretimer, du skal have, så går eleven bare selv ind og booker en tid på deres borgerservice.«

Eleverne i Danmark skal dog ikke forvente bedre tider lige foreløbigt, ifølge Loay.

»Det kommer til at koste knaster for eleverne, der jo skal holde deres kørsel ved lige, og desværre tror jeg først, det bliver lidt mere normalt i det nye år.«