Det har ikke været en nem beslutning, men snart bliver der slukket for den respirator, der har holdt liv i Arkaden Food Hall og drømmen om et marked med verdensmad midt i Odense.

Ved årsskiftet bliver Arkaden overtaget af barkoncernen Rekom, der driver 200 barer og natklubber i Norge, Finland, England og Danmark, hvoraf seks ligger i Odense.

Beslutningen om at opgive Arkaden Food Hall har Tahir Siddique truffet. Han kom ind i billedet som ny investor i efteråret 2019, efter selskabet bag Arkaden Food Market var blevet erklæret konkurs samme sommer.

Men kort efter kom coronapandemien, og både omsætning og boder forduftede. Selvom mulige redningsplaner blev vendt og drejet med både folk udefra og ejerne af de tilbageværende boder, så det håbløst ud.

»Til sidst kom vi frem til, at det ikke kan køre videre i den form, det har i dag,« siger Tahir Siddique.

En af de ting, der ifølge investoren haltede fra begyndelsen, var Arkadens sammensætning, hvor baren og madboderne drives hver for sig, og madboderne ikke må sælge drikkevarer.

»Nu er jeg jo ikke madmand, så jeg har lært rigtig meget de seneste to år på den hårde måde. Både hvad man skal gøre, og hvad man ikke skal gøre,« siger Tahir Siddique.

Men det har ikke afskrækket ham fra at starte forfra et andet sted. I stedet vil han bruge den hårdt optjente erfaring, når der i begyndelsen af det nye år kommer et madmarket et nyt sted i Odense.

»Det var også meningen, at vi ikke ville lave noget andet, og at vi ikke ville tage det videre. Men så kom der simpelthen den her mulighed et sted, som er unikt, og hvor vi kunne lave den her konstellation,« siger Tahir Siddique.

Placeringen vil han endnu ikke afsløre, men han kan sige så meget, at der kommer flere ændringer i forhold til, hvordan det er og har været på Arkaden. Blandt andet vil boderne selv få mulighed for at sælge drikkevarer det nye sted i håbet om, at de dermed på sigt kan få en bedre omsætning. Alle de nuværende boder i Arkaden har nemlig fået tilbuddet om at flytte med til det nye sted.

»Det er en stor fordel for boderne. Vi har lært meget af de seneste to år – også placeringsmæssigt. Vi valgte stedet, fordi vi ville hjælpe nogle mennesker. Nu har vi kigget på, hvor det er bedst at ligge i forhold til at få trafik,« siger Tahir Siddique.

Barkoncernen Rekom, der overtager Arkaden, driver på nuværende tidspunkt Heidis Bier Bar, The Australian Bar, Aya Club, LA Tequila Bar, Butchers og Rabalderbar i Odense.