Bare rolig – skyerne forsvinder, solen kommer


Først skyer, så sol. Lørdag tegner til at blive en ganske pæn dag, selv om den begyndte med tætte skylag over det meste af landet.
»De burde bryde langsomt op i løbet af formiddagen,« lover DMI-vagtchef Trine Pedersen.
Og når først skylaget er blevet brændt væk – der er nærmest kun Bornholm, der er sluppet for dem fra morgenstunden – ser det ud til at blive en ganske pæn solskinsdag over det meste af Danmark, lige som der også allerede var tendenser til fredag mange steder.
Det hedder i meteorolog-sprog en dag med »nogen eller en del sol«.
Temperaturerne vil kunne krybe lige over de 20 grader i et spænd fra 16-21 grader, mens der i dag vil være mindre vind i forhold til fredag, svag til jævn fra nord.
Varmest bliver det ifølge DMIs vagtchef i den østlige del af Jylland.
»Men ikke helt ud ved kysten. Det kan måske også blive på Midtfyn, at vi når højst op – men man skal væk fra kysterne,« siger Trine Pedersen.
Det ser desuden ud til, at mange endda kan slippe for igen-igen at stifte bekendtskab med varianter af det, der i løbet af maj er væltet ned fra oven på daglig basis. Vand.
»Modsat i går ser der lørdag ikke ud til at komme så mange byger. Måske kan der ved Trekantsområdet falde en enkelt let byge først på aftenen,« siger DMI-meteorologen.
I det hele taget kan danskerne se frem til et par fridage med vejr, hvor både lørdag og søndag i store træk ligner hinanden.
»Søndag ser også ud til at blive rigtigt flot. Det bliver en pæn weekend,« siger Trine Pedersen fra DMI.