En overraskende trussel i indbakken hos Anders Lehmann, indehaver af Marslev Grill-café, endte med et hav af dejlige beskeder.

Sommetider ender historier så lykkeligt, at hovedpersonen burde takke skurken. Dette har Anders Lehmann da også overvejet, skriver Fyens.

For kort efter at have slået en reklame for sin Marslev Grill-café op i den private Facebook-gruppen 'Salg Odense og Fyn »Uden Regler', modtog han en ret uventet besked.

Administratoren af gruppen ville nemlig have 1000 kroner, og hvis ikke Anders Lehmann diskede op med pengene, så ville hans café få 50 dårlige anmeldelser på 24 timer.

Men, den hoppede grillejeren ikke på. I stedet skrev han et opslag på Facebook, hvor han delte truslen.

Og så begyndte kærligheden ellers at vælte ind.

»Jeg har fået så mange beskeder på Facebook, og der er også kommet mange private beskeder. Så det er helt sikkert blevet vendt til noget positivt i stedet for,« fastslår grillejeren.

Flere har også skrevet til Anders Lehmann, at de også er blevet truet af administratoren af Facebook-gruppen.