Hvis du ikke har kunnet se foråret for bare regn, så er der noget om snakken.

Maj har nemlig budt på rigtig meget nedbør. Faktisk så meget, at det har regnet hver dag i 26 dage.

»I gennemsnit falder der 47 millimeter nedbør i maj. I år har vi indtil nu fået 104,2, hvilket er mere end dobbelt så meget. Så vi har fået rigtig meget nedbør,« lyder det fra vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Anja Bodholdt.

Og med de nuværende 104,2 mm regn, så indtager 2021 en andenplads over vådeste maj måneder, siden man begyndte at måle. For at finde den vådeste måned skal vi tilbage til 1983, hvor der faldt 138 mm regn.

Og selvom vi ikke er helt færdige med regnen endnu, så tror Anja Bodholdt ikke, at vi når den kedelige rekord.

»Det tror jeg ikke. Der er selvfølgelig faldet noget regn onsdag, som ikke er opgjort endnu, og der vil også være byger torsdag, men jeg tror ikke, at det bliver i de mængder, der skal til.«

For det er kun først på dagen, vi får regn:

»Dagen starter med byger, så klinger det af. I weekenden rammer vi så noget, der minder om majvejr,« lyder det fra meteorologen, der er ret glad for den kommende prognose, hun har lavet.

Nu kommer solen igen!
Nu kommer solen igen! Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Efter torsdag bliver det noget helt andet, vi kommer til at stå op til.«

Prognosen byder nemlig på sol og forår.

Tidligere var der dog tvivl om, hvor længe forårsvarmen ville holde ved, men Anja Bodholdt har gode nyheder:

»Den seneste kørsel antyder, at vi formentlig vil få glæde af det dejlige vejr det meste af ugen. Tidligere lignede det, at vi ville få en koldfront på besøg onsdag, men den ser ud til at udeblive.«

Og det giver plads til intet mindre end sol, svage vinde og høje dagtemperaturer på omkring 20 grader.