Dansk Folkepartis Martin Henriksen er en af de ihærdige modstandere af, at regeringen nu – efter en bemærkelsesværdig kovending – har besluttet sig for at hjemtage tre mødre og 14 børn, som befinder sig i lejrene al-Roj og al-Hol i Syrien.

På sin Facebook-profil kalder Martin Henriksen børnene, hvor de fleste er fire år gamle eller yngre, for 'Islamisk Stats børnesoldater' og kritiserer, at de nu sandsynligvis 'skal rende rundt i en dansk skolegård'.

Martin Henriksen, hvorfor kalder du børnene for børnesoldater?

»Det gør jeg, fordi Islamisk Stat uddanner børn til terror og had. Det gør de jo. Det har de haft en strategi om at gøre i lang tid. Børnene skal være kalifatets soldater. Derfor synes jeg, det er en præcis betegnelse. Jeg ved godt, at det ikke er en særlig behagelig betegnelse. Det er ikke sådan, at man tænker på roser, velduftende haver og så videre … det er jeg med på,« siger Martin Henriksen.

Dansk Folkepartis Martin Henriksen mener, at de børn, som nu vender tilbage til Danmark fra lejrene i Syrien, er børnesoldater. Her er han til demonstration mod Hizb Uth Tahrir.
Dansk Folkepartis Martin Henriksen mener, at de børn, som nu vender tilbage til Danmark fra lejrene i Syrien, er børnesoldater. Her er han til demonstration mod Hizb Uth Tahrir. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Jeg er med på, at Islamisk Stat har begået frygtelige forbrydelser. Men hvad har det at gøre med netop de her børn? Er de børnesoldater?

»Jeg betragter det bare ikke som særligt sandsynligt, at Islamisk Stat lige har gjort en undtagelse med de her børn, for hvorfor skulle de gøre det?

… måske fordi de fleste børn er to til tre år gamle?

»Ja, der er mange forskellige aldersgrupper. Ja, der er nogle, der er meget små, og så er der nogle, der er lidt ældre …«

Men de to til tre år gamle børn, er de børnesoldater?

»De er i hvert fald godt på vej til at blive det, når de har været i varetægt hos folk, der har været i Islamisk Stat og de forældre, som også præget dem i en bestemt retning. Jeg tror ikke, de efterlader deres religion og tro ved den danske grænse, og jeg tror, de vil fortsætte med at opdrage deres børn til det, som de tror er det rigtige.«

Nu læser jeg lige Unicefs definition af børnesoldater op. »Børnesoldater er børn under 18 år, som er med i væbnede kampe. En væbnet kamp er, når der bliver skudt med våben som for eksempel pistoler og geværer,« skriver Unicef. De små børn på to til tre år, er de så børnesoldater? Det skriver du jo?

»Ja, altså, hvis man vil gå helt ned i detaljen, så kan man sige, at nogle af dem er børnesoldater, og andre er godt på vej til at blive børnesoldater … Det kan man godt sige, hvis man synes, det lyder bedre.«

Martin Henriksen betegner børnene, som nu tages til Danmark fra lejrene i Syrien, for »Islamisk Stats børnesoldater«. Her er et af hans opslag på Facebook.
Martin Henriksen betegner børnene, som nu tages til Danmark fra lejrene i Syrien, for »Islamisk Stats børnesoldater«. Her er et af hans opslag på Facebook.
Vis mere

Har nogen af de her børn været i væbnet kamp og skudt med pistol og gevær?

»Det kan jeg jo ikke sige noget om.«

Så du ved faktisk ikke, om de er børnesoldater?

»Jo, jeg synes det er en meget præcis betegnelse, for vi ved, at Islamisk Stat uddanner børn til terror. De har selv lavet videoer med det, børn, der har lært at skyde andre folk i hovedet, børn, der står med et hoved, der er hugget af, og så videre. Det er jo en del af Islamisk Stats måde at agere på.«

De fleste danske børn i lejrene er under fem år. Trods den lave alder, så mener Martin Henriksen at de er Islamisk Stats børnesoldater eller »godt på vej til at blive det«.Børnene på billedets identitet er ikke kendt.
De fleste danske børn i lejrene er under fem år. Trods den lave alder, så mener Martin Henriksen at de er Islamisk Stats børnesoldater eller »godt på vej til at blive det«.Børnene på billedets identitet er ikke kendt. Foto: DELIL SOULEIMAN
Vis mere

Men mange af de her børn blev jo født, efter at Islamisk Stat holdt op med at eksistere?

»Ja, men de er jo født af personer, som har følt en vis loyalitet over for Islamisk Stat. Det er jo derfor, de er rejst derned. Og den tro har de formentlig stadig, og de vil nok ikke lægge den tro fra sig ved den danske grænse.«

Hvis vi antager, at de to-tre år gamle børn ikke har været ude at slås med pistol og gevær, er Unicefs definition så forkert, når du siger, det er en præcis betegnelse at kalde dem for børnesoldater?

»Ja, det ... Jeg synes, børnesoldater er nogle, der bliver uddannet og opdraget til at begå terror og være soldater, og det ligger i fuld forlængelse af, hvad Islamisk Stat plejer at gøre, og så medgiver jeg, at man kan sige, at nogen er på vej til at blive børnesoldater, fordi de ikke er så gamle endnu. Men jeg synes, at når vi har at gøre med noget, som er så alvorligt, at der kommer børn til Danmark, som nu skal til at gå i børneinstitutioner med almindelige danske børn, der tilhører en kultur, som de har lært at hade oprigtigt, og hvor de har lært, at det er legitimt at slå dem ihjel, fordi det er undermennesker, så synes jeg faktisk … altså.«

Dansk Folkepartis Martin Henriksen mener, at de børn, som nu vender tilbage til Danmark fra lejrene i Syrien, er børnesoldater.
Dansk Folkepartis Martin Henriksen mener, at de børn, som nu vender tilbage til Danmark fra lejrene i Syrien, er børnesoldater. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Tror du, at de små børn på to-tre år bliver ved med at være børnesoldater her i Danmark?

»Det er muligt, at man kan nå at pille noget af det af dem, Det håber jeg, at man kan, men det ændrer jo ikke ved, at den arv og den opdragelse, som man har fået, immervæk sætter sit præg. Forældrene vil jo stadig være i Danmark ligesom resten af deres familie. De, der rejste afsted, blev jo radikaliseret i Danmark. Der er ingen grund til at tro, at det ændrer sig, fordi der kommer et par ekstra socialrådgivere på.«

Så du tror, de fortsætter med at udvikle sig til børnesoldater, når de kommer herop, selvom de kun er to-tre år?

»Jeg er overbevist om, at nogle af dem vil gøre det. Man skal huske på, at deres forældre blev radikaliserede i Danmark.«

Der er også en fireårig pige med PTSD dernede. Er hun også en børnesoldat?

»Jamen, ved du hvad? Islamisk Stat traumatiserer jo børn helt bevidst, fordi de så kan ødelægge dem og bygge dem op igen, som de vil.«

Men er hun en børnesoldat? Ja eller nej, så må du uddybe bagefter?

»Jamen, så er det korte svar, at det er der en vis risiko for, at hun er eller kan udvikle sig til at blive.«

Martin Henriksen har tidligere siddet i Folketinget for Dansk Folkeparti, men blev ikke genvalgt ved valget i 2019. Han er fortsat folketingskandidat for partiet og stiller også op til kommunalvalget i november i Stevns Kommune.

Efter at Dansk Folkeparti gik tilbage ved valget i 2019, fik Martin Henriksen ansvaret for en særlig idépolitisk taskforce, som skulle genrejse partiet ovenpå nederlaget. Han arbejder således på Christiansborg for Dansk Folkeparti.