En 19-årig mand er natten til lørdag blevet dræbt af knivstik i Vejle.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Manden blev fundet omkring kl. 01 i en passage mellem Nørre Torv, Kalkbrænderivej og parkeringshuset Trondur i den centrale del af den jyske by – selv om der blev givet førstehjælp, døde han på stedet.
De pårørende er underrettet.

B.T. kunne tidligere på morgenen fortælle, hvordan politiet har været til stede hele natten i området, men i den forbindelse blev der ikke givet yderligere oplysninger om årsagen. Det er der så blevet nu.
I en pressemeddelelse fremgår det, at efterforskere, teknikere og hunde natten igennem har indsamlet spor og undersøgt gerningsstedet. Også en retsmediciner har været på stedet.
Vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi oplyste tidligere lørdag til B.T., at området har været spærret i løbet af natten i forbindelse med efterforskningen.
Der er ikke foretaget anholdelser af en eller flere mistænkte gerningsmænd.
Og endnu har Sydøstjyllands Politi ikke mange oplysninger i sagen.
I pressemeddelelsen lyder det videre til borgere i Vejle:
'Af hensyn til den efterforskning der aktuelt er i gang, kan Sydøstjyllands Politi ikke endnu dele yderligere oplysninger med offentligheden. Det er dog politiets opfattelse, at der ikke er grund til at den almindelige borger i Vejle skal være utryg som følge af hændelsen.'
Opdateres...