En gæst hos Oishii Sushi i Aarhus var så forbløffet over rengøringsforholdene, at vedkommende følte sig nødsaget til at kontakte Fødevarestyrelsen.
Og det viste sig at være en god idé, da virksomheden havde store problemer med rengøring og hygiejne.
Den 25. november gjorde Fødevarestyrelsen nemlig flere fund under deres kontrolbesøg i restauranten. Nogle af dem så grove, at det førte til, at virksomheden nu er politianmeldt.
Det er anden gang i år, at det sker.
Det fremgår af en kontrolrapport, der er tilgængelig på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
I rapporten fremgår det blandt andet, at gulvet i sushirestauranten generelt var beskidt. Ved bagdøren lå der skidt, affald, blade og produktrester.
Samtidig var opbevaringsbokse med mel og sukker belagt med indtørrede produktrester og støv, og inventar og vægge var fedtede og med indtørrede produktrester.
Ved håndvasken var den også gal. Her fandt Fødevarestyrelsen produktrester, mens der på gulvet ved vasken var gammel, sort og fedtet belægning.
Slutteligt fandt man under kontrollen mange bananfluer i køkkenet. Specielt i området med opvask og i området, hvor sushi anrettes.
Under kontrolbesøget fortalte virksomheden, at de gør rent hver dag, og at de er opmærksomme på bananfluerne, som de forsøger at bekæmpe med en spray.
Det er ikke første gang, at virksomheden bliver politianmeldt. Det samme skete efter et kontrolbesøg 26. januar i år, hvor der også var store problemer med rengøring og hygiejne.
Her blev der blandt andet fundet støv, skidt, spindelvæv og sorte belægninger.
I mellemtiden har virksomheden fået to glade smileyer, men nu er den tilsyneladende gal igen.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra restauranten. Her fortalte en medarbejder, der var på arbejde mandag, at personen ville få ejeren til at ringe.
Dette er tirsdag morgen stadig ikke sket.
Den sure smiley og politianmeldelsen medfører desuden to gebyrbelagte opfølgende kontrolbesøg.