»Ha, ha. Det var lige godt satans! Det havde jeg godt nok ikke regnet med.«

Sådan lyder reaktionen fra 71-årige Linda Kania fra Nykøbing Falster, da B.T. mandag middag overbringer hende nyheden om, at Skatteministeriet og et politisk flertal på Christiansborg nu vil bane vejen for, at arvinger alligevel skal have tilbagebetalt den ejendomsskat, deres afdøde har betalt for meget siden 2011.

Linda Kanias mor døde sidste år 98 år gammel og havde siden 2011 – som B.T. skrev lørdag, hvor Linda Kania sammen med fire andre stod frem – betalt cirka 20.000 kroner for meget i ejendomsskat som følge af Skats pilskæve og alt for høje ejendomsvurderinger.

Linda Kania har endnu ikke taget stilling til, hvad hun vil bruge pengene på.

Linda Kania er 71 år og fra Nykøbing Falster. Hendes afdøde forældre har betalt ca. 20.000 kr. for meget i ejendomsskat.
Linda Kania er 71 år og fra Nykøbing Falster. Hendes afdøde forældre har betalt ca. 20.000 kr. for meget i ejendomsskat. Foto: Privat foto
Vis mere

»Nej, det spekulerer jeg slet ikke i. Det handler for mig om det principielle. Jeg synes, det er unfair, at staten bare havde tænkt sig at beholde pengene fra de afdøde,« siger hun og tilføjer:

»De mennesker har jo betalt de penge for meget i skat, og de penge tilkommer ikke staten,« siger hun.

I Padborg er den 53-årige førtidspensionist Anne Nielsen lykkelig over, at de cirka 10.000 kroner, som hendes afdøde forældre har betalt for meget i ejendomsskat, nu kan blive udbetalt til hende som enearving.

»Jeg har en stor tandlægeregning, der ligger og venter på mig, så jeg glæder mig til at få pengene. Jeg er ked af, at mine forældre aldrig nåede at få pengene, men de lander altså på et tørt sted,« siger hun.

Anne Nielsen er 53 år og førtidspensionist. Hun bor i Padborg. Hendes afdøde forældre har betalt ca. 10.000 kr. for meget i ejendomsskat.
Anne Nielsen er 53 år og førtidspensionist. Hun bor i Padborg. Hendes afdøde forældre har betalt ca. 10.000 kr. for meget i ejendomsskat. Foto: Privat foto
Vis mere

Også 70-årige Brian Wennerberg Carlsen jubler.

Lørdag fortalte han i B.T., at han sandsynligvis har betalt over 44.500 kroner for meget i ejendomsskat for sit sommerhus.

Det er penge, som med de nuværende regler ville forblive under låg i statskassen, hvis han går bort, og dødsboet afsluttes.

»Det er jo soleklart, at det er tyveri. Det skal man jo ikke være professor for at kunne se. Men som almindelig mand kan du ikke gå imod systemet. Derfor er det dejligt, at det rent faktisk er muligt at få systemet i tale, når B.T. tager sagen op og giver os en stemme,« siger Brian Wennerberg Carlsen.

Brian Wennerberg Carlsen.
Brian Wennerberg Carlsen. Foto: Privat foto
Vis mere

For at forstå Brian Wennerberg Carlsen, Anne Nielsen og Linda Kanias jubel må vi lige skrue tiden lidt tilbage:

I 2013 rettede Rigsrevisionen og Statsrevisorerne en sønderlemmende kritik mod Skat for at lave pilskæve ejendomsvurderinger, der betyder, at hundredtusindvis af danskere har betalt for meget i ejendomsskat siden 2011.

For at rette op på skandalen besluttede et bredt politisk flertal i november 2016, at boligejerne skal have pengene tilbagebetalt, når de nye og mere retvisende ejendomsvurderinger er klar.

Det er de efter gentagne udskydelser tidligst i 2021.

Og det er ikke småpenge, boligejerne skal have tilbage. 715.000 boligejere skulle i år have haft i gennemsnit 18.000 kroner tilbage.

I udkantskommuner som Odsherred Kommune er beløbet godt og vel 30.000 kroner.

Men tilbagebetalingen gælder, som reglerne er i dag, ikke de tusindvis af arvinger i afsluttede dødsboer som eksempelvis Linda Kania og Anne Nielsen.

I efteråret 2016 fastslog Skatteministeriet nemlig i et notat til forligspartierne bag ejendomsvurderingsloven, at det ikke var 'praktisk muligt' for skattevæsenet at tilbagebetale pengene til arvinger i afsluttede dødsboer.

Op på ministeriets anbefaling stemte et bredt politisk flertal – alle partier undtagen Enhedslisten – det igennem som en ændring af ejendomsvurderingsloven i foråret 2017.

Men efter B.T. i en række artikler den seneste måned har sat fokus på sagen og påvist fejl i Skatteministeriets oprindelige notat fra 2016, kan Skatteministeriet nu pludselig godt hjælpe arvingerne alligevel.

Dennis Flydtkjær (DF), skatteordfører.
Dennis Flydtkjær (DF), skatteordfører. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Det har ikke været en køn proces. Jeg ved ikke, om Skatteministeriet har prøvet at bilde os ind, at det var meget bøvlet at få pengene ud til arvingerne. Men nu kan man så godt finde en praktisk løsning, efter B.T. gik ind i sagen,« siger Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær.

Under et møde i forligskredsen 29. september fremlagde Skatteministeriet nemlig et nyt notat, som B.T. er i besiddelse af, med to løsninger.

For det første vil det faktisk være praktisk muligt for Skatteforvaltningen at oplyse 'arvingerne om størrelsen på en evt. kompensation', og arvingerne kan herefter anmode skifteretten om at genoptage dødsboet, hvorefter skifteretten kan fordele pengene til arvingerne.

For det andet peger Skatteministeriet i notatet på en mere enkel løsning:

Skatteminister Morten Bødskov (S) er efter B.T.s afdækning af sagen nu indstillet på at finde en løsning, så arvinger kan få deres penge.
Skatteminister Morten Bødskov (S) er efter B.T.s afdækning af sagen nu indstillet på at finde en løsning, så arvinger kan få deres penge. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

'Det vil være mere enkelt for arvingerne, hvis udbetalingen af kompensation kan ske uden genoptagelse af dødsboet via skifteretten. Det undersøges derfor, om der kan etableres en mere smidig løsning for arvingerne, herunder om der kan ske tilbagebetaling direkte til arvingerne.'

»Vi foretrækker helt afgjort den sidste løsning, hvor pengene bliver udbetalt automatisk til arvingerne. Den anden løsning, hvor skifteretterne skal genoptage dødsboet, vil kunne lægge et stort pres på landets skifteretter, som i så fald vil skulle genoptage en stor mængde dødsboer,« siger Dennis Flydtkjær.

»Men det vigtigste er, at pengene nu kommer ud til arvingerne på den ene eller anden måde. Det er kun rimeligt, når de, der er døde, ikke nåede at få dem.«

Skatteministeriet skriver i notatet, at det nu skal afklares, om de to beskrevne løsninger kræver en lovændring, og at lovgivningen i så fald vil skulle ændres senest i foråret 2021.

De første af de nye ejendomsvurderinger, som kommer til at danne grundlag for tilbagebetalingen, ventes nemlig ifølge skatteminister Morten Bødskov (S) at ligge klar i sommeren 2021.

Det ser Linda Kania frem til.

»Det er til grin, at det har taget så lang tid at komme hertil. Men det er da super, at de får løst det til sidst.«