Juleaften duftede der af and hjemme hos Signe Grønnebæk. Det gjorde der også i langt de fleste andre hjem, men hos Signe Grønnebæk var det ganske særligt.
Hele eftermiddagen duftede lejligheden på Amager af fedt og jul, og hun var 'nødt til at tage et billede' af dyret.
»Det var så mærkeligt at åbne køleskabet juleaftensmorgen og se ind i gumpen på anden - i mit køleskab, som ellers kun indeholder Pepsi max, chilisauce og øl.«
Da hun skar anden ud, kom der noget snask på saksen.
»Helt intuitivt slikkede jeg det af - uden at tænke over det,« siger hun om dét, der er en lille og helt naturlig handling for de fleste. Men for Signe Grønnebæk var det - som da Neil Armstrong tog de første skridt på månen - en kæmpe bedrift. For hun plejer ikke at spise uden at tænke - længe over det.
Husker du Signe Grønnebæk? Den 38-årige kvinde har haft anoreksi i 16 år. I efteråret beskrev B.T., hvordan hun lever et dobbeltliv. Dels som Signe Grønnebæk, der gerne vil feste og arbejde og have en familie. Dels som Anoreksigne, der gerne vil have kontrol, og som kun kan finde ud af at leve efter meget stramme regler og med meget lidt mad.
Kampen mellem de to har hun skrevet om i bogen 'Anoreksigne'. Signe Grønnebæk havde indstillet sig på, at hendes liv ville være en evig kamp mellem de to personligheder.
Oddsene for, at det ville blive anderledes, er dårlige. Statistikken viser, at kun halvdelen af alle voksne anorektikere bliver raske. Af den sidste halvdel bliver 30 pct. raske i perioder, men får tilbagefald, mens 20 pct. vil blive ved med at være syge hele livet.
Men i efteråret hørte Signe Grønnebæk en podcast med den metakognitive psykolog Pia Callesen, der har behandlet folk med angst og depression.
»Jeg lider af en spiseforstyrrelse, men der er meget angst forbundet med det, og det er angsten, jeg behøver redskaber til at kunne navigere i,« siger Signe Grønnebæk, der tog kontakt til psykologen. Mødet med Pia Callesen har fået hende til at tro på, at hun kan rokke ved styrkeforholdet mellem Signe og Anoreksigne.
»Pia spurgte, om jeg spiste - for det er en betingelse for hendes behandling, om jeg var klar til at lægge angsten fra mig, og om jeg var klar til at leve et andet liv. Hun lovede mig ikke noget, men spurgte hele tiden, hvad jeg selv gerne ville. Det var befriende.«
De to blev enige om, at Signe Grønnebæk skulle i et individuelt forløb med 10 gange terapi. Det ville være løgn at sige, at hendes forventninger var store.
»Klog af skade havde jeg ingen forventninger. For mange gange har jeg troet, at jeg NU ville blive rask - af at gå til hypnotisør eller psykolog eller blive indlagt eller ...«
I tidens løb har hun været i behandling hos ni forskellige psykologer og har været indlagt to gange. Det har været et nederlag, hver gang det er mislykkedes for hende at lægge angsten og spiseforstyrrelsen bag sig.
Den 13. november 2018 mødte Signe Grønnebæk første gang op hos Pia Callesen og blev præsenteret for princippet om triggertanker. Triggertankerne er tvangstanker, der opstår, når man er bekymret. I Signe Grønnebæks tilfælde gælder det hendes angst for at miste kontrollen og blive tyk. Angsten for at miste sig selv og den Signe, hun har været hele sit voksne liv.
Ifølge Pia Callesen vil hjernen konstant producere tanker. Det kan vi ikke styre, men vi kan lære at styre hvor meget opmærksomhed, vi giver tankerne.
»Når du giver de negative tanker mindre opmærksomhed, vil de automatisk fylde mindre og påvirke dig mindre. Når du påvirkes mindre, vil dine symptomer på stress, angst eller depression lette og forsvinde,« siger hun, der tidligere har behandlet både anoreksi- og bulimi-patienter.
Hos Signe Grønnebæk aktiveres triggertankerne, når hun spiser andet end den frugt, som hendes skrappe madplan har tilladt, eller når hun spiser før kl. 19.
»Jeg er bange for det uvisse og for ikke at kunne styre, hvad der sker. Jeg er bange for at få en anden krop, fordi jeg er usikker på, hvilke forventninger der vil være til den krop.«
Under deres første møde skrev Pia Callesen en af Signe Grønnebæks triggertanker på vinduet i terapilokalet. 'Jeg mister kontrollen’ stod der på vinduesglasset. Først bad hun Signe om at fokusere på skriften, derefter bad hun hende se igennem den og i stedet fokusere på huset på den anden side af vejen. På samme måde skal hun øve sig i at se forbi tankerne i sit hoved. At lade tankerne være og koncentrere sig om noget andet.
Efter første session var Signe Grønnebæk ‘pænt mistroisk’.
»Jeg tænkte, det var sindssygt, at hun lovede at kunne gøre mig fri for angst og tanker. Jeg troede ikke på det og var overrasket over, at hun var så skråsikker.«
Men hun havde besluttet at gå hundrede procent ind i forsøget. Så hun blev ved med at dukke op til aftalerne. Og øve sig. Første gang, hun mærkede en forandring, var, da hun midt i december opdagede, at det ikke længere var tvingende nødvendigt for hende at løbe - hver dag.
Sessionerne varer en halv time og er meget praktiske. Èn gang gik hun rundt i konsultationen og forestillede sig, at hun var på indkøb, mens Pia Callesen fulgte efter hende og spillede rollen som Anoreksigne:
»'Ej, du taber kontrol'. 'Du bliver fed'. 'Du ved ikke, hvad du skal',« spruttede Anoreksigne og forsøgte at kalde hende til orden, mens Signe Grønnebæk legede, at hun kiggede på 'forbudte varer' i køledisken.
Siden har hun selv øvet sig i det lokale supermarked. Før købte hun kun 'postkort, rengøringsmidler og frugt'. Nu øver hun sig i at købe ind efter en ny regel: Hun SKAL købe to fede, to proteinholdige og to kulhydratrige fødevarer hver gang, hun handler.
»Jeg køber en tykkere creme fraiche, end jeg plejer. Jeg køber sovs, smør eller dressing med olie. Det gjorde jeg aldrig før. Jeg køber fisk, for min mave er stadig lidt mærkelig efter juleanden, og jeg køber ost, æg og frugt. Jeg føler mig meget voksen, når jeg køber ind,« siger hun.
Hun nyder at se, hvad der er i køleskabet, lave en indkøbsliste og lave mad til sig selv. Hun spiser små måltider, men processen med at planlægge, købe ind og lave maden er vigtig.
»Jeg er begyndt at mærke, at jeg ikke kan gå i seng, uden at den ring er sluttet. Det er nok min sult, jeg kan mærke. Det er dejligt, for når jeg kan mærke sult, kan jeg spise - uanset hvad klokken er. Hvis jeg skal spise på et bestemt tidspunkt uden at føle sult, er jeg stadig bange for at fremkalde en overspisning og skulle kaste op.«
14 dage inde i det nye år er hun halvvejs i forløbet hos Pia Callesen. Under deres seneste møde øver hun sig igen i at holde fokus, selvom triggertankerne kører rundt i baghovedet.
For at aktivere tankerne, der tidligere kunne holde hende fra at spise en hel dag, har Pia Callesen dækket op med bananer, chokolademandler og bulgursalat.
Mens Signe Grønnebæk fortæller om sin jul, skal hun spise. Noget, hun sjældent gør sammen med andre. Pia Callesen tager en stor bid af sin banan, mens Signe Grønnebæk brækker et lille stykke af sin, nipper til den og lægger resten tilbage i skrællen. Begge tygger.
»Hvordan er det at holde fokus på samtalen,« spørger Pia Callesen.
»Det går fint. Jeg har opdaget, at jeg ikke dør af tankerne,« lyder svaret.
Signe Grønnebæk forsætter:
»Det er så befriende. Det er voksent - det kan jeg rigtigt godt lide. Jeg føler, jeg er blevet lidt mere Signe 38 år i stedet for en lille pige.«
Vejen mod et nyt liv uden angst - men med en større krop - går ikke snorlige og kun fremad. Signe Grønnebæk går med små skridt. Nogle dage tager hun et stort step den forkerte vej. I hvert fald følelsesmæssigt.
Sidste gang var den 8. januar, hvor hun var hos lægen for at blive vejet. Selvom hun drømmer om at blive rask, slog det hende ud, at hun havde taget to kilo på.
»Det er dobbeltheden i mig. Jeg vil gerne tage på, men forandringen skaber angst. Det er følelsen af, at jeg mister kontrollen, at jeg har slækket tøjlerne til hesten bare en smule og nu ikke aner, om den går til højre eller venstre. Det er vigtigt for lægen og for Pia at kunne vise, at behandlingen virker, men jeg føler det som et overgreb at skulle på vægten, og jeg er irriteret over, at et tal skal afgøre, om behandlingen virker.«
Men terapien har givet hende redskaber, så hun ikke 'går i spisestop'. Hun klarede nedturen. Bekymringen for at falde tilbage i de gamle mønstre vil altid bo i hende, men hun er ikke længere i tvivl om, at hun er på rette vej.
»Jeg fortsætter ... Men ingen spiseforstyrrede, der har været så langt ude som mig, kan sige, at de ikke har tankerne mere - heller ikke selvom de ser normalvægtige ud og i andres øjne er sunde og raske. Men nu tror jeg på, at jeg kan få stemmerne til at hviske, og at jeg kan få styr på triggertankerne.«
Hvis man for to måneder siden spurgte Signe Grønnebæk, hvordan hun havde det, ville hun altid stille modspørgsmålet: 'Mener du psykisk eller fysisk?'. For det ville give to forskellige svar.
»Nu er der kun én stemme i mig. Den kommer fra i min mave, og den siger, at jeg har det godt.«
