Hjemme på sofaen slugte han hurtigt en pakke flødeboller, en liter is og halvanden liter cola. Når det strammede på den helt rigtige måde hen over maven, gik han ud på badeværelset, stak en finger i halsen og kastede det hele op igen.
Det begyndte som regel, når Henrik Christensen fik fri fra arbejde. Inden han tog hjem til sin tomme lejlighed, tog han i Fakta og købte ind til aftenens orgie.
Når svimmelheden efter første omgang havde lagt sig, lavede han aftensmad. Spiste. Og kastede op. Derefter hentede han to kilo blandet slik på tankstationen og kastede op. Ofte sluttede aftenen med en stor menu med pommes frites på den lokale burgerbar, inden han på burgerbarens toilet vendte mavesækken på vrangen.
42-årige Henrik Christensen har haft bulimi i 27 år. Da det var værst, kastede han op seks-syv gange hver dag.
I midten af sine 20'ere havde han oparbejdet en gæld på 200.000 kr. De fleste af pengene var brugt på mad, som kun fik lov at ligge et øjeblik i hans mave.
Alle kan få bulimi, men det skønnes, at 60.000 kvinder og 600 mænd kæmper med spiseforstyrrelsen, skriver Sundhed.dk. Henrik Christensen er en af de meget få mandlige bulimikere.
Da hans forældre første gang tog ham med til lægen, var beskeden, at han ‘skulle tage sig sammen og spise noget mere’. Bulimi var ikke en mulighed, der blev nævnt.
Først for to år siden fandt han ud af, hvorfor han det meste af sit liv har haft trang til at fylde sig med mad, for bagefter at kaste det hele op igen. Det vender vi tilbage til.
Ironisk nok var det et besøg hos sundhedsplejersken, der satte gang i spiseforstyrrelsen. Som 13-årig havde Henrik Christensen det svært i skolen, og han syntes ikke, han var god til noget. Ikke før den dag han blev målt og vejet og sendt tilbage til sin klasse med bevis på, at han var den laveste og den letteste i klassen - både blandt drengene og pigerne.
På en seddel havde sundhedsplejersken noteret: ‘Henrik er en fin dreng’. Det besluttede han sig for at forblive.
»Jeg ville være den mindste mand,« siger han. I mange år var hans mål ikke at veje mere en 54 kilo. Fordelt på de 175 cm, han rager op i vejret, betyder det, at han altid har været undervægtig.
For at holde vægten spiste han enorme mængder af mad, men kastede det meste op igen. Og så cyklede han. Som en vanvittig. I begyndelsen af sine 20'ere cyklede han 100 kilometer om dagen, seks dage om ugen.
»Jeg elskede, når de andre i cykelklubben sagde, at jeg ikke var andet end ‘skind og ben’.«
Spiseforstyrrelsen fyldte mest, da han var mellem 17 og 22 år og boede alene i en lejlighed i Struer. Derefter havde han den under kontrol nogle år, hvor han mødte sin kone, blev gift og fik et barn.
Men da han var omkring 30 år, sneg sygdommen sig igen ind på ham. Pludselig kastede han igen op en til to gange - hver aften. Det stod på i otte år, men han var 'rigtig god til at skjule det'. Efter en opkastning rasede adrenalinen rundt i kroppen, han var ør, men også lykkelig:
»Det var en følelse af at være renset, ikke for tyk, men derimod nærmest euforisk.«
Den følelse blev han afhængig af.
Når Henrik Christensen var til fest, scannede han lokalerne, inden han gik til buffeten og tog for sig. For han vidste, at han skulle kaste op mindst tre gange under festen.
»Jeg kunne ikke bruge toiletter, hvor der var åbent mellem båsene. Handicaptoiletter var de bedste.«
Den 5. maj i 2015 stoppede han. Fra den ene dag til den anden. For hans kone opdagede den hemmelighed, han havde vogtet over, siden han var 13 år gammel. »Jeg tror egentligt, jeg havde fået nok. Jeg var så træt af at kaste op.«
Bortset fra enkelte tilbagefald kaster han ikke længere op. Men sygdommen skal han leve med resten af livet.
Ifølge Sundhedsstyrelsen er hver anden bulimiker rask, fem år efter de er stoppet med at kaste op. Men for mellem 10 og 15 pct. bliver sygdommen kronisk. Risikoen er størst for dem, der for eksempel har en personlighedsforstyrrelse.
Det har Henrik Christensen. Det fandt lægerne ud af for to år siden, da han i efterdønningerne af sin skilsmisse endte i et følelesesmæssigt kaos og blev indlagt på psykiatrisk hospital.
Endelig fandt lægerne det problem, der formentligt udløste bulimien mange år tidligere.
Først troede lægerne, at Henrik Christensen var bipolar. Han oplever livet i sort og hvidt. Er enten ekstrem glad eller meget ulykkelig. De grå nuancer mangler i hans liv.
Men efter et år, hvor han uden den ringeste effekt fik medicin mod bipolar lidelse, måtte lægerne på jagt efter en anden diagnose.
I en alder af 42 år har Henrik Christensen endelig fået en diagnose, der passer på ham. Den hedder evasiv personlighedsforstyrrelse og betyder, at han er ekstremt ængstelig og evigt usikker.
»Den giver mening for mig,« siger Henrik Christensen, der er sikker på at, bulimien var hans måde at skabe kontrol og orden i et usikkert sind.
I næste uge begynder han i gruppeterapi. I to år skal han en gang om ugen sammen med syv andre med personlighedforstyrrelser lære, hvordan andre mennesker føler og oplever livet - og særligt hvordan de tackler deres problemer.
Han er mere end spændt.
»Jeg er ikke normal, men det skal jeg lære at blive. De sidste år har været ekstremt hårde. Jeg håber, det bliver lettere herfra.«
Men efter 27 år hvor bulimien har skabt orden i kaos, er det med maden stadig svært:
»Jeg har ikke vejet mig i tre år og kommer heller aldrig til det igen. Jeg er stadig bange for, at det kan trigge bulimien til at vende tilbage.«
