Første gang Albert Jannik stod ved et dødsleje var i 1990.
I sengen på Odder Hospital lå hans far. Han havde kræft og havde været syg i et år. Faren var 54 år - og det var alt for tidligt.
»Min far sad op i sengen. Min mor, søster og jeg stod rundt om. En efter en kiggede han os i øjnene. Så lukkede han sine - og åndede ud.«
Følelsesmæssigt var det hårdt. Alligevel er Albert Jannik ikke i tvivl:
»Det var den største oplevelse i mit liv.«
Siden har han set adskillige mennesker dø. I ni år har Albert Jannik været frivillig i Røde Kors' Vågetjeneste og har siddet ved omkring 90 dødslejer.
Mange er bange for døden, men for Albert Jannik er der ingen tvivl: 'En af de største oplevelser i livet er at komme ud af det igen.'
Plejehjem, hospitaler og hjemmeplejen kan lave aftaler med vågetjenesten. Ønsker en døende eller de pårørende hjælp i den sidste tid, kan de bede en frivillig om at sidde vagt ved dødslejet.
I København sad der sidste år frivillige ved 203 dødslejer.
Typisk kan det være ensomme ældre, der ønsker, at en fremmed sidder ved deres dødsleje. Men det kan også være mennesker, der længe har været syge, og hvor familien er slidt. Eller det kan være døende, som er indlagt på hospital langt fra deres pårørende.
»Det er en fin oplevelse at få lov at være der, på et tidspunkt, hvor folk er meget sårbare,« siger Albert Jannik, der i dag er lige så gammel som sin far, da han døde.
For seks år siden var han selv alt for tæt på, da han uden varsel fik en blodprop. Han er glad for at være i live, men er ikke blevet mindre nysgerrig på døden. Det vender vi tilbage til.
Albert Jannik ved hverken, hvor den sidste rejse ender, eller hvordan turen dertil ser ud. Men han ved, at ‘døden er ensom’ og han er sikker på, at der er vilje forbundet med dét at dø.
Ofte oplever han, at døende holder fast i livet. Måske fordi de venter på en bestemt pårørende, der skal dukke op.
»Og så - kort efter, at de pårørende er gået igen, eller mens de vender ryggen til, indtræder døden. Dét ligner ikke en tilfældighed. Den døende skal give slip for at kunne komme videre,« siger han.
Når Albert Jannik møder ind på en vagt, hilser han altid på den døende. Uanset om mennesket i sengen er ved bevidsthed eller ej, præsenterer han sig og siger: 'Nu passer jeg på dig.'
»Jeg har stor respekt for at træde ind til et menneske, der ikke kan sige til eller fra.«
Nogle vågere kan godt lide at læse højt, spille musik eller synge for den døende. Albert Jannik kan bedst lide at være stille.
»Generelt er vi bange for døden - og stilheden - men jeg vil ikke forstyrre den døende.«
Nogle gange fornemmer han en angst for det, der skal til at ske. Ofte på grund af smerter, men står smerterne ikke i vejen, er det Albert Janniks oplevelse, at de fleste mennesker er rolige i mødet med døden.
Under de fire timer lange vagter er Albert Jannik bindeled mellem patienten og personalet på de hospitaler og plejehjem, hvor han typisk våger.
HAR DU ET JOB SOM FRIVILLIG, HVOR DU GØR EN FORSKEL FOR ANDRE MENNESKER? SKRIV TIL hlho@bt.dk
»Personalet har ikke tid til at sidde ved en seng hele natten. Men ingen skal være alene i døden - med mindre de selv vil,« siger han.
Han har ingen viden om de mennesker, han sidder hos. Og han har ikke andet end sig selv med. Det, han kan tilbyde, er en trøstende hånd eller vejrtrækningsøvelser, hvis den døende er bange.
Selv er han ‘troende, uden at være religiøs’, men giver det mening for det menneske, der er ‘på vej til den anden side’, beder han gerne en bøn.
Efter at have siddet hos næsten 100 døende, frygter han ikke selv at skulle herfra - tværtimod.
Heller ikke efter han for seks år siden, pludselig selv var alt for tæt på. Han var indlagt på hospitalet med et astmaanfald, da alt føltes ‘helt galt’. Han fik krampe i hænder og fødder og en fornemmelse af følelsesløshed bredte sig i både ben og arme. Det var en blodprop i hjertet.
»Det føltes som om, mit hylster blev krænget af og trukket i fra to sider. Måske er det sådan det føles at dø,« funderer han.
Nogle måneder efter blodproppen var han tilbage i vågetjenesten. Ironisk nok sad han første gang ved en døende hjertepatient på den selvsamme afdeling, hvor han netop selv havde været indlagt.
»Men jeg er stadig ikke bange for at dø.«
