Stod man den 16. september et sted langs de 21,1 km, der udgjorde ruten ved årets Copenhagen Half Marathon, kunne man blandt de 25.000 løbere få øje på Signe Grønnebæk.

I sine sorte shorts og hvide T-shirt gjorde hun ikke meget væsen af sig, men Signe Grønnebæk er sådan en, man lægger mærke til. For hun er tynd. Efter 16 år med anoreksi ligner hendes krop ikke en, der har overskud til at løbe en halvmaraton.

To dage efter løbet skrev hun på sin blog:

'Jeg vil gerne smide AnorekSigne på porten, slukke for hende, være rask og fri. Men jeg kan ikke. Hun vil altid være der. Men hun skal ikke spænde ben for, om jeg kan løbe 21,1 kilometer.'

Den 16. september løb Signe Grønnebæk halvmaraton i København. På to timer, 32 minutter og 21 sekunder tilbagelagde hun de 21,1 km. Flere gange undervejs tænkte hun: ‘Hvor skal jeg bare være taknemmelig for min krop. Hold op, hvor kan den meget - til trods for alt det, jeg har budt den’. Vis mere

Signe Grønnebæk er en viljestærk kvinde. Men hendes jernvilje er splittet i to - ligesom hende selv. Viljen styrer både AnorekSigne, som tvinger hende til at ikke at spise, og Signe, som nægter at lade AnorekSigne få sin vilje - hver gang.

Den evige kamp mellem de to har hun beskrevet i sin nye bog 'AnorekSigne'. Det er på ingen måde 'en solstrålehistorie', for Signe Grønnebæk kan ikke se tilbage på et udmarvende sygdomsforløb og tænke: 'Pyh, godt jeg kom ud på den anden side'. Hun er ikke rask, men lever med sygdommen, der nægter hende at indtage tilstrækkelig med næring.

Med bogen vil hun have os andre til at forstå, at anoreksi ikke 'kun er en hysterisk kvindesygdom' eller et råb om hjælp. At hun ikke 'bare kan begynde at spise'. Og at der - til trods for hendes lave vægt - er meget andet i hendes liv end sygdommen.

For en helt almindelig dag går Signe Grønnebæk ikke og tænker på, at hun er syg.
»Det er jo bare mig.«

Signe Grønnebæk ved ikke, hvor lidt hun vejer. Hvis hun vidste det, ville hun ikke sige det.'Der er mange, der spørger mig, også andre piger (med anoreksi, red.) og jeg ville blive ked af det, hvis tænkte, at jeg var pæn, og ville ned i min vægt.'Selv har hun ikke selv behov for at vide, hvad hun vejer.'For så vil jeg styre det…'  Vis mere

Kontrollen

Anoreksien har aldrig handlet om vægt. Eller om mad. Den handler om kontrol.
»Der er en brist i min hjerne, der gør, at jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op, hvis jeg mister kontrollen. Mit behov for kontrol er lige så voldsomt som en narkomans behov for stoffer.«

Derfor har hun skemaer.
Der er regler for, hvornår hun skal stå op, og hvornår hun skal i seng. I særdeleshed er der regler for mad og for løb.

Hun tillader kun sig selv ét måltid mad om dagen. Til gengæld løber hun hver dag fra sin lejlighed på Amager til den nærliggende Amager Strandpark for at 'blive blæst igennem'.

»Jeg kan ikke lade være med at løbe. Det er min terapitime. Jeg både tænker og ikke tænker, når jeg løber,« forklarer hun, mens hun serverer sort nescafe i store megamusel-malede kopper i den sirligt indrettede lejlighed. Sirligheden er gennemgående. Også i hendes tøj - lyseblå, babyblød cardigan, sorte jeans og et bælte, der fremhæver den talje, der forsvandt for mange år siden.

Slik og Pepsimax er det eneste, som Signe lader sig selv spise inden kl 19, hvor dagens ene måltid indtages. Hun spiser pulverpadder, son den lokale slikmand køber hjem i store bøtter specielt til hende. Vis mere

Maden er der flest regler for. Signe Grønnebæk spiser én gang om dagen. For tiden er det meloner. Rutinen er fast.

Hver dag går hun i Kvickly og køber to meloner. Hjemme i køkkenet, under skiltet med teksten 'Never trust a skinny cook', skærer hun dem ud og lægger frugtkødet i fire skåle. Kl. 19 sætter hun sig med et tæppe og ser fjernsyn eller læser, mens hun spiser.

To timer tager det hende at tømme de fire skåle.

Ofte begynder hun at føle sult allerede ved 14-tiden, men ud over slik spiser hun intet før fem timer senere.
»Begynder jeg at spise før, vil det eskalere. Det vil blive 'mere vil have mere'-agtigt,« siger hun og lader forstå, at 'det går ikke'.

Det er kun duften, som Signe Grønnebæk tager med hjem fra sin daglige indkøbstur. Hun bemærker det friskbagte bagerbrød, med giver aldrig efter. Vis mere
Hun skærer de to meloner ud og lægger dem i fire skåle. Mønsteret gentages dag efter dag og skålene tømmes i en bestemt rækkefølge. Vis mere
Signe Grønnebæks aftensmad. Vis mere
Spisetid i den bløde stol under et tæppe. Signe kryber sammen med en god bog og over de næste to timer tømmes de fire skåle med melonstykker - en efter en. Vis mere

Signe vil gerne spise og forandre sig, komme ud på den anden side og blive 'normal'. Men AnorekSigne er angst for at miste kontrollen.

»Jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af at være normal. Jeg ved ikke, hvad det vil sige at være voksen og normal. Jeg ved ikke, hvad det ansvar indebærer. Om jeg kan finde ud af at være i min krop, hvis den bliver større. Jeg er pisse hamrende angst for, hvad jeg så er - og hvad jeg så bliver. Kan jeg så ikke længere være fleksjobber? Åh, nej… Det kan jeg slet ikke overskue,« siger Signe Grønnebæk, der 10 timer om ugen arbejder som personlig assistent for en ejendomsadministrator.

»Jeg kan godt se, at jeg er tynd, men frygten for at være anderledes end det, jeg kender, er for stor.«
Derfor holder hun sig til skemaerne.

Familien

Allerede som barn ville Signe Grønnebæk gerne være dygtig og have kontrol over tingene. Anoreksien brød først ud, da hun blev voksen, men de første tegn viste sig, da hun som teenager boede alene med sine forældre.

»De havde nogle problemer, som jeg gerne ville undgå. Jeg fjernede fokus fra deres problemer ved at flytte fokus over på mig og min kontrol,« forklarer hun.

Kontrollen fik overtaget, mens hun stadig boede hjemme, men det var først, da hun som 20-årig flyttede hjemmefra, at hun begyndte at tabe sig. Hun forestiller sig, at hun er disponeret for det.

»Havde jeg ikke fået en spiseforstyrrelse, tror jeg måske, at jeg havde fået en voldsom depression.«

De seneste 16 år har hun gået hos ni psykologer og været indlagt to gange. Nu er hun ikke i behandling for anoreksien, men får angstdæmpende medicin, der hjælper hende. En gang om ugen går hun hos en kropsterapeut, der 'ryster og mærker' hendes krop igennem.

Det er kun sit ansigt, smilet og de store blå øjne, som Signe Grønnebæk tillader sig selv at se i spejlet. Kroppen forholder hun sig ikke til. Vis mere

»Så får jeg trukket vejret helt ned i maven. Det gør godt. Bagefter kan jeg bedre se mig i spejlet.«

Reglerne

AnorekSigne holder hverdagen i et stramt greb, men over de seneste år har Signe Grønnebæk mærket en forandring. Ganske langsomt får Signe mere plads.

Det er f.eks. Signe, der skynder sig at sige 'ja, tak', når en veninde spørger, om hun vil med ud og se standup fredag aften. AnorekSigne siger altid nej. Men Signe Grønnebæk har opdaget, at hvis hun skynder sig, kan Signe overhale indenom, før AnorekSigne når at slå hælene i.

»Psykisk har jeg rykket mig meget det seneste halvandet års tid. Jeg er begyndt at smile mere og har fundet en større ro i mig selv efter, og jeg er begyndt at skrive (bloggen og bogen, red.). Jeg har en større tro på, at jeg har noget at give. Usikkerheden er der stadig - åh, dog - men den bliver mindre.«

Signe Grønnebæk  har sagt ja til at lade sig fotografere. I sin bog 'AnorekSigne' beskriver hun hvorfor:'Hvis jeg i billederne kan vise, hvordan jeg føler det, når jeg er alene, og stort set alt er sort, hvor jeg krummer mig sammen i fosterstilling og bare ønsker, at mit liv ikke var så forbandet ensomt, at jeg kunne deltage i alle middagsarrangementer, finde en kæreste og skabe en familie.'  Vis mere

Men det betyder, at forholdet mellem Signe og AnorekSigne er blevet mere anspændt:

»I starten var det mest et venindeforhold, men nu er hun (AnorekSigne, red.) mere fjenden, der kan finde på at råbe mig ind i hovedet, hvis jeg taber kontrollen.«

Ferie

Hun forestiller sig ikke, at hun skal have anoreksi resten af sit liv.
»Jeg har lyst til at udfordre mig selv - og det her - hele tiden. Det har jeg virkelig, og det prøver jeg på ved blandt andet at tage på ferie med andre mennesker og være sammen med dem 24/7.«

Hun er netop vendt hjem efter en uges ferie i Alanya i Tyrkiet. Hun elsker sol og rejser helst et par gange om året et sted hen, hvor hun kan gå i bikini og lade solen gennemvarme sin krop.

I en ejendom på Amager har Signe Grønnebæk fundet gode venner, naboer og et fællesskab, som betyder alverden for hende. Vis mere

Denne gang var hun af sted med et vennepar og deres seks måneder gamle datter. Pludselig var der hensyn at tage og andres spisetider, der skulle overholdes. Hjemmefra havde AnorekSigne været meget bekymret.

»Men det gik rigtig, rigtig godt. Når jeg er af sted, er AnorekSigne stort set ikke eksisterende. Jeg spiser stadig ikke morgenmad, og det er så som så med frokost, men jeg spiser aftensmad sammen med de andre, og jeg spiser, hvad der er. Det er meget anderledes end herhjemme.«

I Alanya spiste hun salat, frugt og prøvede kyllingekødet - fordi de andre anbefalede hende det.

»Vi spiste sammen alle dage, men så snart vi er hjemme, spiser jeg for mig selv igen. Jeg savner at have et ansvar for andre, så jeg kan sætte mig selv til side,« siger hun.

Hun lægger stemmelejet en tone ned og fortsætter med en stemme, der lyder som en af de mange terapeuter, hun har talt med i løbet af de seneste 16 år.

»Du skal ikke tage skridtet for andre, du skal tage det for dig selv.«

Men det svar er ikke godt nok for Signe Grønnebæk. Hun drømmer om sit eget fællesskab.

»Jeg vil gerne have en kæreste og et barn.«

Hun har sagt ja til at lade sig fotografere nøgen. I sin bog beskriver hun hvorfor:'Hvis jeg i billederne kan vise, hvordan jeg føler det, når jeg er alene, og stort set alt er sort, hvor jeg krummer mig sammen i fosterstilling og bare ønsker, at mit liv ikke var så forbandet ensomt, at jeg kunne deltage i alle middagsarrangementer, finde en kæreste og skabe en familie.'  Vis mere

Hun går ikke på datingsider, men prøver at være åben - også omkring sin sygdom.

»Jeg ved godt, at jeg har nogle kanter, der er svære at forliges med, men det gør mig måske rummelig på andre områder.«

Hun har f.eks. ikke en lang liste med specifikke krav til en mand.

»Han behøver ikke at være på en bestemt måde. Han skal bare få mig til at grine og slappe af - og så skal han ville mig. Det er dét, jeg lægger mest vægt på. Men jeg ville godt kunne forstå, hvis han har et svært sind, og han må gerne have noget i bagagen. Er det børn, er det kun endnu bedre.«

Det er fire år siden, der sidst var en kæreste i hendes liv.

»Vi var sammen i halvandet år. Han var helt normal, havde lidt mave og lidt høje tindinger. Men han rummede mig og kunne se mig - og han ville det. Men han var gift…. og ville mig jo så alligevel ikke nok. Den kan jeg så slå mig selv i hovedet med.«

I den slags situationer er AnorekSigne hurtigt ude og siger ting som:

»Hvad havde du regnet med. Hvorfor skulle han ville vælge dig.«
Og så bliver der strammet op på kontrollen i en periode.

AnorekSigne med det borgerlige navn Signe Grønnebæk har lidt af en alvorlig spiseforstyrrelse i mere end 16 år. Det har hun skrevet en bog om. Vis mere

Løbet

Men Signe Grønnebæk har ikke opgivet - hverken at finde en mand eller at få mod til at blive rask. Mens hun venter, udfordrer hun AnorekSigne, når hun kan.

Bl.a. ved halvmaratonet den 16. september, hvor hun kom i mål efter to timer, 32 minutter og 21 sekunder. Hun blev faktisk en lille smule gladere for sin krop den dag.

»Jeg var overrasket over, hvor meget overskud jeg havde. Mange gange undervejs tænkte jeg: 'Hvor skal jeg være taknemmelig for min krop. Hold op, hvor kan den meget - til trods for alt det, jeg har budt den'.«

Den dag forbrændte hun meget mere, end hun fik indenbords. Alligevel insisterer hun på, at det er godt for hende at løbe.

»Mange andre anorektikere spiser intet og laver intet. Jeg får dog noget føde, og løbet holder min krop i gang. Jeg bevarer muskelmasse. Min læge har sagt, at hvis jeg ikke løb så kontinuerligt, som jeg gør, ville jeg være død.«

Hun har ikke lyst til at dø.
»Måske er jeg anderledes end andre anorektikere, fordi jeg fik anoreksi så sent. Men jeg har set, hvad livet kan.«