150 pårørende kritiserer behandling af spiseforstyrrelser: 'De sindslidende får lov at dø i stilhed'

»Drink water, stay thin.«

Stickeren på køleskabet, som Holger Jensen så første gang, han var hjemme hos sin kommende kæreste for syv år siden, var måske et lille forvarsel om det, der ventede forude.

Hurtigt blev han klar over, at den kvinde, han var ved at forelske sig i, ikke var rask.

Men at kvinden for altid skulle ændre hans syn på psykiatrien, var han totalt uvidende om.

»Jeg blev ved med at sige til hende, at det var hende, der ikke fulgte behandlingen. Det kunne ikke passe, at behandlerne var så ringe. Men så kom jeg i en pårørendegruppe på Facebook og fandt hurtigt ud af, at det er et generelt problem, at mange føler, at behandlingen er mangelfuld,« siger 40-årige Holger Jensen.

Han var i syv år kæreste med Tine Jensen, der har haft en spiseforstyrrelse, siden hun var 13 år. I dag er hun 36.

For et halvt år siden forsøgte Holger Jensen at råbe politikere i regionerne og i Sundhedsministeriet op ved at sende et åbent brev, hvor han selv og 150 andre pårørende skrev under på, at behandlingen ofte består af lappeløsninger:

»Enslydende på tværs af behandling er oplevelsen den samme: Når 'målvægten' er nået, udskrives de syge – uden opfølgende behandling, uden terapi, uden faste psykologaftaler eller behandlingsplan. En meget stor del af de spiseforstyrrede forlader behandlingen mere syge, end de kom ind,« skriver han bl.a. i brevet.

Men Holger Jensen er blevet mødt af en mur af tavshed.

»Jeg stoler ikke længere på politikere i dette spørgsmål. De er stemmefiskere, og det her er der ikke mange stemmer i. De sindslidende får lov at dø i stilhed, og som pårørende føler man, de er uønskede af systemet,« siger han.

Holger Jensen kontaktede B.T., da vi i sidste uge skrev om 28-årige Hollie, der tog sit eget liv efter at have levet med en spiseforstyrrelse i 14 år. Hendes mor forsøgte på samme vis at råbe systemet op.

Selvom forholdet til Tine Jensen er gået i stykker, mener han fortsat, der er ting, som bør ændres:

»I dag er der et entydigt fokus på vægtøgning og en manglende accept af, at spiseforstyrrelser i mange tilfælde udvikler sig til en kronisk sygdom. I min optik skulle man indrette klinikker, der har fokus på, at det er hjernen, vi skal reparere. Der skal være plads til, at man kan have flere diagnoser som f.eks. angst og depression, og at man altid er garanteret opfølgende psykologhjælp flere år ud i fremtiden,« siger han.

B.T. har været i kontakt med Danske Regioner, som brevet bl.a. er stilet til:

»Brevet berører mig også dybt, og det viser mig, at vi på tværs af psykiatrien, kommuner, praktiserende læger og andre parter stadig ikke er i mål, når det gælder behandlingen af spiseforstyrrelser,« skriver psykiatri- og socialudvalgsformand i Danske Regioner Lars Gaardhøj til B.T og tilføjer:

»Vi tager det naturligvis alvorligt, hvis man som patient og pårørende har oplevelsen af, at behandlingen ikke har den kvalitet og værdighed, man kan forvente. Vi må derfor sammen med Sundhedsstyrelsen og fagfolkene på feltet se nærmere på, om der er brug for ændringer af retningslinjerne,« skriver han.

Fagfolkene i Ballerup Psykiatri, der er et af de steder, Holger Jensen nævner i sit brev, som et sted, der ikke fungerer, afviser dog kritikken.

»Jeg kan godt genkende, hvor svært det er at være pårørende til en person, der har en spiseforstyrrelse, og den magtesløshed og frustration, de oplever. Men jeg genkender ikke, at der ikke er nem adgang til behandling, eller at det kun handler om at komme op i vægt. Det er en ofte nødvendig del af behandlingen, som giver en bedre prognose. Det er altid integreret i en tværfaglig indsat med mange behandlingselementer. Vægtøgning kan være forbundet med stor ubehag og ambivalens for patienterne,« siger Jens Drachmann Bukh, klinikchef og ph.d.

Han understreger, at langt de fleste patienter bliver raske, men erkender også, at der kan være komplicerede forløb, som bliver kroniske.

»Vi har nogle langvarige forløb, hvor man ikke stiler mod, at de skal blive helbredt, men i stedet fokuserer på deres livskvalitet, og at de fungerer så godt som muligt. Det er en svær sygdom, og det er ikke nogens skyld, hverken de pårørende, patientens eller behandlingen,« siger Jens Bukh.

Han påpeger desuden, at behandlingsstedet har stort fokus på at udrede og integrere behandlingen af andre lidelser, der kan opstå i kølvandet på sygdommen. I visse tilfælde kan klinikken finde på at henvise til andre behandlingstilbud, som har særligt fokus på f.eks. depression.