Hollie blev bare 28 år.
I brevet, hun efterlod, stod der, at der kun måtte være hvide blomster ved hendes bisættelse.
»Vi måtte acceptere, at nu havde hun fået fred,« husker moderen om indholdet i brevet.
Det er nu et halvt år siden, Birgitte Ingwersens mistede sin datter. Hollie begik selvmord.
Men selvmordet kunne måske have været forhindret, hvis datteren havde fået den rette hjælp i tide.
Moderen har for nylig i en kronik i Politiken skrevet om, hvordan den unge kvinde i årevis kæmpede mod »en ubarmhjertig og nådesløst spiseforstyrrelse«, der løbende fik ekstra liv og næring af et mangelfuldt og rigidt behandlingssystem.
Nu uddyber hun så i B.T., hvem datteren var, hvorfor det gik, som det gjorde, og hvad hun gerne så, systemet havde gjort anderledes.
»Da det skete, troede jeg, at jeg skulle samme vej. Men jeg har en søn, to børnebørn, en pragtfuld mand og gode venner, som gør, at jeg stadig har et godt liv. Jeg kommer aldrig over det, og der går ikke en dag, hvor jeg ikke græder. Men jeg kan mærke, at jeg lærer at leve med, at sorgen er blevet et livsvilkår,« siger Birgitte Ingwersen.
I sommeren 2020 forsøgte hun at sammen med Hollie at søge hjælp, da hun var klar over, at datteren havde selvmordstanker. Men der var ingen hjælp at hente, udover at hun kunne blive tvangsindlagt på den lukkede psykiatriske afdeling.
Det ønskede Hollie under ingen omstændigheder. Hun havde to gange tidligere oplevet netop dette, hvor hun blot havde fået det værre.
»Jeg kunne jo have tvangsindlagt hende. Men det turde jeg ikke. Hun var meget skråsikker og gjorde det klart, at hun aldrig ville tale til mig igen. Vi havde haft pauser før i vores forhold. Det er meget værre at blive valgt fra, for så havde jeg ikke snor i, hvad der foregik,« siger Birgitte Ingwersen.
Få måneder senere tog Hollie sit eget liv.
Hendes alt for tidlige død blev enden på 14 år ind og ud af behandlingstilbud, der ikke virkede efter hensigten – eller som lod vente længe på sig.
Men samtidig blev datterens farvel begyndelsen på, at Birgitte Ingwersen endelig kunne forsøge at råbe politikere og behandlere op.
Hollie ønskede ikke, at hendes mor skulle udtrykke sin utilfredshed med systemet i medierne. Men nu er ordet frit, som moderen selv formulerer det.
»Det skriger jo til himlen, at der er så få kvalificerede behandlings- og rehabiliteringstilbud for de mennesker med spiseforstyrrelser, som ikke reagerer på standardbehandling. Jeg tror, at ambulant behandling ville kunne hjælpe mange, hvor de for eksempel skulle møde ind to gange om ugen, så de unge også kunne have et liv ved siden af. De lukkede døre kan man ikke bruge til noget, især ikke når man som Hollie ikke er meget for at være spærret inde. Det minder jo om et fængsel,« siger Birgitte Ingwersen.
I Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade genkender direktør Laila Wlater billedet af utilstrækkelig behandling for mennesker med spiseforstyrrelser.
»Der sker jo desværre ofte det, at patienterne udvikler meget alvorlige psykiske lidelser som angst og depression, som er meget vanskelig at tage hånd om. Men der er også alvorlige problemer i behandlingen,« siger hun og uddyber:
»Når man brækker et ben, så får man lagt gips på og udskrevet fra hospitalet, og så sørger kommunen for, at man får noget genoptræning. Men når det gælder mennesker med en spiseforstyrrelse, så oplever vi desværre ofte, at de bliver udskrevet til ingenting, og så er det, de igen begynder at tabe sig,« siger Laila Walter.
Hollie havde en kombination af anoreksi og bulimi. Hun gemte sig i oversize tøj, så man ikke kunne se hendes tynde krop. Da det var værst, vejede den 171 centimeter unge kvinde blot 28 kilo.
Moderen ved ikke præcis, hvorfor hendes datter blev syg. Men måske skyldes det en følelse af aldrig at passe helt ind blandt veninderne som teenager.
Hvad hun dog er sikker på, er, at Hollie i de senere år af sin sygdom ønskede at blive rask igen – og at hun følte, at »systemet svigtede totalt«:
»Når først man er ude af et behandlingssted, så skal man nærmest starte forfra igen. Så sidder man som forælder med håret i postkassen, og så beror hele ansvaret på hende selv eller mig. Jeg ville for eksempel gerne have, at hun så en psykiater, men det kunne ikke lade sig gøre. Hun skulle have haft noget medicin, der kunne have hjulpet hende med at se en anden udvej end døden,« siger moderen.
Regeringen har sammen med en række øvrige partier planer om at styrke psykiatrien med en såkaldt tiårsplan, der blandt andet skal nedbringe brugen af tvang i behandlingen. Der er dog endnu ikke indkaldt til forhandlinger.
