Er det fornuftig brug af borgernes skattekroner at betale en advokat 150.635 kroner for at holde ét møde og sende fire mails?

Ikke hvis man spørger en række politikere på rådhuset, der nu anklager Københavns Kommune for at have forgyldt advokaten Anders Valentiner-Branth.

»Det ligner både overbetaling og overfakturering. Jeg har svært ved at se, at indsatsen står mål med det, som kommunen har udbetalt,« siger det radikale medlem af Borgerrepræsentationen Mette Annelie Rasmussen.

De nye oplysninger i sagen kommer, efter at B.T. gennem længere tid har afdækket, hvordan Anders Valentiner-Branth som partner i firmaet Nielsen Nørager gennem tre år fra 2016 til 2018 fik udbetalt 14,8 mio kroner, uden at der blev skrevet én eneste kontrakt. I flere tilfælde er der heller ikke blevet timeafregnet på skrift.

Partner Anders Valentiner-Branth fra firmaet Nielsen Nørager fik i 2016 udbetalt 150.000 kroner for at holde et møde og sende fire mails.
Partner Anders Valentiner-Branth fra firmaet Nielsen Nørager fik i 2016 udbetalt 150.000 kroner for at holde et møde og sende fire mails. Foto: Nielsen Nørager
Vis mere

Pengene er ifølge eksperter også blevet udbetalt i strid med udbudsloven.

Honoraret på de 150.635 kroner er en del af en større regning på 300.000 kroner fra 30. december 2016, som forvaltningen har gransket i en intern undersøgelse fra sidste år, fordi den var identisk med en tidligere afsendt regning til en anden afdeling.

Honoraret på 150.635 kroner gælder kun for arbejde udført af Anders Valentiner-Branth og Nielsen Nørager i december måned.

I den interne undersøgelse var konklusionen klar: Godt nok var der sket forudbetaling i strid med reglerne, men advokaten havde leveret de ydelser, forvaltningen havde betalt for. Ydelserne bestod af juridisk rådgivning i forbindelse med sagen om den såkaldte fortorvsordning. Det er sagen, hvor boligejere gennem en årrække blev overfaktureret af kommunen for renhold af kommunens fortove.

Forvaltningen var dog ikke i stand til at fremlægge dokumentation for advokatens arbejde for 150.635 kroner af de 300.000 kroner.

Derfor sendte Anders Valentiner-Branth før undersøgelsens afslutning en redegørelse til kommunen for sit arbejde. I redegørelsen lister han 14 punkter op med opgaver, som han ifølge eget udsagn arbejdede med i december 2016 for de 150.635 kroner.

Kun seks opgaver fremgår dog af sagens akter, som B.T har gransket på baggrund af en aktindsigt. Kun følgende arbejde fremgår af papirerne:

1. En mail med et uddrag af offentlighedsloven.

2. Et møde på en time den 13. december 2016.

3. Forberedelse af ovenstående møde på en time.

4. En mail med et svar til en andelsboligforening på 18 linjer.

5. En mail med rettelser til nogle kommunale orienteringsbreve til borgerne.

6. En mail med en rettelse til et dokument. Rettelsen fylder to linjer.

Ifølge Valentiner-Branths egen redegørelse skulle han blandt andet have lavet 'omfattende arbejde med en fremtidig retlig holdbar dispensationspraksis, herunder vurderinger af skabeloner mv.'. Til at understøtte dette ligger der en mail fra 18. november 2016, hvor Valentiner-Branth bliver bedt om 'at skimme nogle udkast' og efterfølgende bliver spurgt, 'om de har noget andet i tankerne'.

Ligeså hævder Anders Valentiner-Branth for eksempel, at 'han har lavet omfattende arbejde med de to klagesager hos Vejdirektoratet'. Arbejdet har ud fra dokumenterne bestået af en mail på 22 linjer med et ønske om udsættelse af sagerne, som i øvrigt er sendt i november 2016. Så arbejdet er slet ikke lavet i december 2016.

Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, har sat sig grundigt ind i sagen. Han siger:

»Det er noget rod, kommunen her laver. Der er ulovlig forudbetaling, og der mangler dokumentation for, hvad det er for en ydelse, man har bestilt, og efterfølgende bliver timerne heller ikke tilstrækkeligt dokumenteret, og det hele ender i et uigennemskueligt regnestykke, hvor ingen rigtig ved, hvad advokaten har lavet i december 2016.«

B.T. har forsøgt at få et mundtligt interview med Anders Valentiner-Branth i sagen, men uden held. I et skriftligt svar henviser han til, at forvaltningen i den interne redegørelse konkluderer, at den har fået de ydelser, den har betalt for.

»Dette er Nielsen Nørager helt enig i, og vi kan i øvrigt henvise til vores redegørelse, hvoraf det fremgår, hvad vi har brugt tiden på. Det er i øvrigt helt sædvanligt, at vi først leverer større notater mv., når vi er færdige med at arbejde på dem, og det blev vi i den konkrete sag først i 2017. Hertil kommer, at vi også løbende har ydet mundtlig rådgivning. Vi har således naturligvis ikke fået penge for arbejde, som vi ikke har udført,« skriver han.

Der eksisterer hverken telefonnotater eller mødenotater fra kommunen, som understøtter Anders Valentiner-Branths påstand om mundtlig rådgivning.

Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning rammes nu af sag om potentiel overbetaling af advokat Anders Valentiner-Branth. 
Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning rammes nu af sag om potentiel overbetaling af advokat Anders Valentiner-Branth.  Foto: Anne Bæk
Vis mere

Det afgørende i sagen er, om 150.635 kroner er en rimelig betaling for arbejdet:

»Med hensyn til den konkrete sag er det kritisabelt, at der er sket forudbetaling, men vi kan konstatere, at Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget de ydelser, der er blevet aftalt og betalt for,« skriver direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen Michel Schilling.

Københavns Kommune har ifølge dokumenterne i sagen og som tidligere nævnt fået fire mails og ét møde for pengene. Det imponerer ikke Venstres Jens-Kristian Lütken, der også er medlem af kommunens vagthund Intern Revision. Han siger:

»Det ser ud, som om han har fået nogle penge udbetalt uretmæssigt, og jeg har en klar forventning om, at der bliver ryddet op i det her. Det er nogle små opgaver, som pludselig bliver til 150.000 kroner. Det ligner i den grad overbetaling.«

Teknik- og Miljøforvaltningen har på grund af B.T.s afdækning af sagen siden april 2019 strammet op på dets prakis i forhold til at hyre advokater. Alle advokatydelser skal fremover godkendes af direktionen.